De fleste af os bruger dem hver eneste dag. Håndesinfektionsprodukterne, der er blevet fast inventar i håndtasken, i indgangen til supermarkeder og på arbejdspladsen. Mange af produkterne gør hvad de skal, nemlig desinficere hænder og overflader for bakterier og vira. Nogle produkter i kategorien gør dog mere end de burde. Det kan altså betale sig at have øjnene med, når man skal købe hånddesinfektionsprodukter.
Den 16. oktober blev virksomheden Guardson Aps påbudt at tilbagekalde en række hånddesinfektionsprodukter, fordi det indeholder det kræftfremkaldende stof PHMB. Påbuddet er givet af Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion og drejer sig om følgende produkter:
Guardian Hand & Skin
-
10,5 ml (artikel nr. 205105)
-
20 ml (artikel nr. 205020)
-
25 ml (artikel nr. 205025)
-
50 ml (artikel nr. 204050)
-
100 ml (artikel nr. 205100)
-
250 ml (artikel nr. 204250)
-
250 ml (artikel nr. 203250)
-
500 ml (artikel nr. 203500)
Guardian Wet Wipe, Hand & Skin
-
20 stk. Pakke (artikel nr. 376020)
– Guardson Aps har anvendt aktivstoffet PHMB i dets hånddesinfektionsprodukter, som EU’s fælles biocid-godkendelsessystem tilbage i 2018 har vurderet ikke bør anvendes i hånddesinfektionsprodukter, siger Kim Holm Boesen, kontorchef i Miljøstyrelsen.
PHMB har været forbudt i personlige plejeprodukter siden 2015 og i hånddesinfektionsprodukter siden 2018.
Guardson Aps skal straks og senest den 2. november 2020 udsende tilbagekaldelsesbreve til alle, som har købt produkterne inden for det sidste år fra dags dato. Herefter skal Guardson Aps inden for 14 dage fremsende dokumentation til Kemikalieinspektionen for, at påbuddet, der er givet i henhold til kemikalielovens §48, stk. 2, nr.3, er efterkommet.
Hvis du har et hånddesinfektionsprodukt fra Guardson Aps, skal du straks stoppe brugen og skille dig af med det.
Andre forbudte hånddesinfektionsprodukter
Det er faktisk ikke første gang i år, at et hånddesinfektionsprodukt er blevet tilbagekaldt af Miljøstyrelsen. I april blev flere produkter tilbagekaldt grundet indhold af det forbudte stof PHMB. Derudover er et enkelt produkt tilbagekaldt på grund af manglende dokumentation for dets effekt. Se produktet her.