I julemåneden er vores hjem et arsenal af brændfarlige genstande. Tørt gran og tændte stearinlys, pejs og brændeovne og finurligt, letantændeligt julepynt udgør en markant øget brandrisiko, og derfor er det ikke overraskende, at december måned er den måned på året, hvor der opstår flest brænde i danske hjem.
I vores iver efter at holde øje med om de levende lys brænder ned og overtænder stuen på få sekunder, glemmer vi dog ét særligt sted: Køkkenet!
Flest brande opstår i køkkenet
Tal fra Beredskabsstyrelsen og forsikringsselskabet If viser nemlig, at køkkenet er dér, hvor størstedelen af decembers brande opstår – og at uopmærksomhed under madlavningen er største årsag til brande i danske hjem.
– Alle har meget at se til i december med gaveindkøb, madlavning og arrangementer. Mange brande i hjemmet opstår, når vi har travlt i køkkenet og er uopmærksomme. Typisk stiller folk brandfarlige ting på kogepladerne eller forlader køkkenet, mens blusset er tændt, siger ekspert i brandsikkerhed hos Beredskabsstyrelsen Mads Dalgaard i en pressemeddelelse.
Beredskabsstyrelsens seneste rapport om brandårsager i danske boliger viser, at 31 procent af brandene starter i køkkenet, der dermed er det mest hyppige arnested. I etagebyggerier starter hele 56 procent af brande i køkkenet.
Skaber livsfarlige situationer
Hos If Skadeforsikring behandler de hvert år mange brandsager i december, og derfor har forsikringsselskabet foretaget en undersøgelse af analyseinstituttet Yougov for at få flere indsigter i danskernes holdning til brandsikkerhed og -forebyggelse i hjemmene.
Her vurderer hele 61 procent, at køkkenet er det sted, hvor risikoen for brand i deres bolig er størst. Alligevel svarer to ud af tre, at de slet ikke eller kun i nogen grad er opmærksomme på brandfarer i køkkenet.
– Tallene bekræfter, at der er brug for oplysning og mere opmærksomhed. I de fleste tilfælde, er det heldigvis kun skader på inventar, vi ser, men det er potentielt livsfarlige situationer, der kan opstå, hvis der går ild i vores hjem, siger Torben Gissel, der er bygningstaksator med speciale i brandskader hos If Skadeforsikring og tilføjer:
– Vi danskere kan godt lide at indrette os hyggeligt – i særlig grad i julen. Mange hjem har 3-4 kasser med julepynt, som mange steder får plads mellem øvrigt nips og pynt. Så tingene står tæt på borde og vindueskarme, så hvis gløder eller ild først får fat, så går det hurtigt, siger Torben Gissel.
Han råder derfor alle til at skærpe opmærksomheden om, hvor man placerer pynt og dekorationer og minder om, at køkkenet er et kritisk rum, når det kommer til brandfare.
Fem gode råd til at undgå brand
Vil du undgå brand i julemåneden? Så bør du følge Beredskabsstyrelsens fem gode råd til en brandsikker december:
-
Forlad aldrig et rum med levende lys tændt.
-
Bliv i køkkenet, så længe komfuret er tændt.
-
Brug ikke kogepladerne som afsætningsplads. Stil ikke andet end gryder og pander på kogepladerne.
-
Hav minimum én røgalarm i boligen, og husk at teste den jævnligt.
-
Anskaf en pulverslukker, et brandtæppe eller andet slukningsudstyr.