Nu skal danskerne igen på ferie, og tyvene glæder sig – sådan undgår du besøg

Glæden efter en god ferie kan hurtigt fordufte, hvis man ved hjemkomsten opdager, at man har haft ubudne gæster. Her finder du en række gode råd til, hvordan du indbrudssikrer tyvens foretrukne indgang, nemlig vinduerne.

Sommeren er på sit højeste, og det er tid til sol, strand og skygge under parasollen i ens feriedomicil. De afslappende omstændigheder til trods er der dog grund til bekymring. For juli er nemlig den sommermåned med flest indbrud, lyder det fra Det Kriminalpræventive Råd. Selv i det Corona-ramte 2020, hvor nedlukningen fik antallet af indbrud til at styrtdykke, blev der i juli begået 55 indbrud dagligt, hvilket er 56 procent flere indbrud end i de øvrige sommermåneder.

Nu er der især grund til at tage sine forholdsregler, eftersom de lempede rejserestriktioner sender mange danskere mod sydens sol. Indbrydstyvene har altså igen stort set frit spil. Inden sandaler og solhat ryger i rejsetasken, og kursen bliver sat mod årets sommerferiedestination, er der derfor en del, du bør gøre for at holde langfingrede gæster ude af dit hjem.

Har du sikret tyvens foretrukne indgang?

Vinduerne er værd at rette blikket mod, da ubudne gæster oftest vælger denne vej ind i boligen. Generelt vil indbrudstyvene gerne være både hurtige og lydløse, og derfor vil de sjældent smadre en rude, da larmen påkalder opmærksomhed. I stedet finder de typisk vej ind i boligen ved at fjerne glasset eller brække vinduet op.

Heldigvis kan du nemt gøre vinduerne langt mindre interessante for tyven, hvilket minimerer risikoen for at vende hjem til en ubehagelig overraskelse.

Sådan sikrer du dine vinduer

En af tyvenes foretrukne metoder er at fjerne ruden ved at afmontere glaslisterne på ydersiden. Særligt hvis dine vinduer er af ældre dato, bør du være opmærksom på glaslisterne:

– Med nogle enkle forholdsregler kan du sikre dine ældre vinduer, fx ved at skrue glaslisterne fast med envejsskruer. Hvis du vil være helt sikker på, at ruden ikke kan fjernes udefra, kan du vælge sikkerhedslimede ruder eller vinduer, hvor glaslisten er monteret på indersiden, forklarer Klaus Tiedemann fra Vinduesproducenten Velfac.

En anden indbrudsmetode er en såkaldt underboring. Den kan du undgå ved at skifte hasper eller paskvilgreb:

– Hvis vinduerne har hasper, vil jeg anbefale at udskifte dem til en model, der indeholder sikring. Hvis vinduerne derimod er udstyret med paskvilgreb, er vejen frem at udskifte dem til et greb med indbygget lås. Derudover har det stor effekt at eftersikre vinduerne med beslag og sikringsskinner, som kan medvirke til at forhindre indbrud ved brug af værktøj, lyder det fra Klaus Tiedemann.

Mest læste artikler