Når kalenderen rammer december bliver mange danske hjem pyntet op til den helt store guldmedalje – og indenfor de seneste år er flere begyndt at lyse hustage og haver op med metervis af lyskæder og farverige figurer af grinende julemænd og dansende rensdyr, der kan få enhver forbipasserende i julestemning.
Er du en af dem, der er gået all-in på julelysene i år, bør du dog være særlig opmærksom på, hvilket pynt du har sat i stikkontakten.
Det viser sig nemlig, at ni julefigurer fra en dansk butik kan være livsfarlige. Det vurderer Sikkerhedsstyrelsen, der derfor tilbagekalder produkterne med øjeblikkelig virkning.
LED-figurer kan give elektriske stød
Det drejer sig om ni forskellige LED-figurer i form af blandt andet julemænd, juletræer, snemænd.
Figurerne, som er forhandlet i Billigblomst.dk, er beregnet til tilslutning i en stikkontakt, men ledningerne er ikke aflastet korrekt. Derfor er der en alvorlig risiko for, at de går fra hinanden og dermed giver livsfarligt stød.
Tilbagekaldet gælder for alle 9 figurvarianter i produktserien, og ikke kun de 7 figurer vist på nedenstående billede.
Det skal du gøre
Der er i alt solgt 1011 farlige figurer til juleglade danskere, som Sikkerhedsstyrelsen opfordrer til straks at holde op med at bruge dem. I stedet bedes de levere dem tilbage til forhandleren med det samme.
Hvis en eller flere af de ni julefigurer lyser op hjemme hos dig, bør du derfor øjeblikkeligt returnere dem i en af Billigblomst butikker, hvor du får refunderet købet.
Læs også: Lyskæde udendørs til jul | så meget koster lyskæder i strøm