Når du ikke kan slippe væk fra tordenvejret
Er du fanget i et tordenvejr, så er det bare om at sætte dig ned og bede…
Det lyder lidt dumt, men det er faktisk ikke så langt fra at være et brugbart råd. Det handler nemlig om at indtage en stilling, hvor du reducerer risikoen mest mulig for at blive ramt af lynet.
Dette er kort beskrevet den position, du bør indtage:
-
Lynstillingen Sæt dig ned på hug med hovedet mellem benene, så du ikke er det højeste punkt i landskabet
- Hold fødderne tæt samlede, så du undgår, at elektricitet bliver ledt fra den ene fod til den anden.
- Stå på fodballerne. På den måde er du mindst mulig i berøring med jorden. Dette reducerer risikoen for jordoverførte lyn. Hvis lynet rammer dig via jordoverførsel, vil det med en vis sandsynlighed bevæge sig op gennem det ene ben og ned af det andet og væk. Derved vil dine indre organer blive sparet.
- Beskyt dine ører med dine håndflader. Det reducerer risikoen for de høretab, som kraftige tordenbrag kan forvolde.
- Læg dig IKKE fladt ned på jorden. Dette vil øge risikoen for at blive ramt af lyn via jorden.
- Hvis dit hår begynder at rejse sig, og din hud begynder at sitre, så er det et tegn på, at et lynnedslag kan være nært forestående. Dette er dit stikord til at indtage den hugsiddende “lynstilling”.
![]() |
|
Forholdsregler under tordenvejr |
Hvornår skal du søge ly for tordenvejr og lynnedslag?
Forhåbentlig kommer det aldrig så langt, at det bliver nødvendigt at indtage lynnedslags-stillingen. Den letteste måde at undgå dette er at søge læ i tide. Men hvornår er det?
Der findes rigeligt med historier om folk, der er blevet ramt af et lyn fra en klar himmel. Det er netop det fænomen, der er baggrunden for, at den sejlivende, sproglige vending overhovedet eksisterer. Her er et par bud på, hvordan du kan beregne, hvor tæt tordenvejret er på dig.
- Stol ikke på en skyfri himmel. Lyn kan slå ned, selvom om tordenskyens centrum befinder sig mindst 15 kilometer væk. Brug som tommelfingerregel, at, hvis du kan høre torden, så er du næppe mindre end 15 kilometer fra stormens centrum, og så kan du faktisk blive ramt af et lyn, selvom himlen over dig er blå.
- Brug 30-30 metoden. Begynd at tælle, når du ser et lyn. Hvis du kun har nået at tælle til 30 eller derunder (30 sek.), betyder det, at lynet slog ned mindre end 10 kilometer fra dig.
Undersøgelser viser i øvrigt at mange lynnedslag rammer, mens ofrene er i gang med at søge læ. De har altså registreret faren, men har været for længe om at reagere.
![]() |
|
Lynnedslag over vand. |
6 ting du ALDRIG skal gøre under et tordenvejr
1. Stil dig aldrig under et træ
Et træ yder ingen beskyttelse ved lynnedslag i tordenvejr. Tværtimod øger det risikoen for personskade. Det skyldes dels, at der er større fare for, at lynet slår ned i ting, der rager op i landskabet. Elektriciteten i lynet kan derpå videreføres gennem grene og stamme og ned til dem, der søger ly under træet. Lynet kan desuden også nå dig gennem jorden og via træets rødder.
Undgå også at stille dig under andre høje konstruktioner som for eksempel elmaster, flagstænger og lignende.
2. Svøm aldrig i tordenvejr
Lyn slår lige så ofte ned i vand som på land. Hvis du er ude at svømme, vil du desuden ofte være det højeste punkt, og derfor er der større sandsynlighed for, at lynet finder frem til netop dig.
3. Træk stikket i alle dine elektriske installationer ud af kontakterne
Dyre apparater som fladskærme og hårde hvidevarer kan risikere at blive brændt af, hvis du ikke når at trække ledningerne ud af kontakterne, og dit HFI-relæ svigter ved ikke at slå fra, når lynet slår ned i huset.
4. Slå ikke paraplyen op
Om det så står ned i tove under tordenvejret, så skal man ALDRIG slå sin paraply op under et tordenvejr.
5. Kør ikke på cykel eller motorcykel i tordenvejr
Det er en skrøne, at gummidækkene på cykler, knallerter og lignende yder beskyttelse mod lynnedslag. Tværtimod vil cyklister og beslægtede trafikanter rage mere op i landskabet.
6. Søg ikke læ i telte, små skure og lignende, men gerne i en bil
Småskure, opslåede telte og baldakiner er ikke konstrueret således, at strømmen ledes ned i jorden og uden om det indre. Det er en bil derimod.
Det skyldes dog ikke bildækkene, men derimod at passagerne sidder beskyttet i bilens kabine, og at strømmen bliver ledet uden om dem på grund af, at de sidder i et såkaldt “Faradays bur”.
Det er det samme princip, som benyttes i de dragter, som elektrikere bærer under arbejde med for eksempel højspændingsledninger. Dragten søger for at lede elektriciteten uden om elektrikeren og ikke igennem ham eller hende.
Læs også: Faskine – skån dit hus ved selv at bygge et nedsivningsanlæg til regnvand.
Her finder de fleste personskader fra lynnedslag sted
En amerikansk undersøgelse fra National Weather Service har peget på de ti aktiviteter og steder, hvor lyn hyppigst forvolder personskade:
- Fiskeri
- Camping
- Både
- Fodbold
- Strand
- Landbrugsarbejde
- Cykel eller motorcykel
- Sociale sammenkomster
- Arbejde i gården
- På vej til og fra hjemmet
Flest lynskader om sommeren og i weekenden
De fleste lynskader indtræffer desuden om sommeren. Det er meget naturligt og forventeligt, fordi tordenvejr forekommer hyppigst om sommeren. Folk opholder sig desuden ekstra meget udendørs i sommermånederne. Af samme årsager er det også i weekenden, hvor de fleste personrelaterede lynskader finder sted.
Det er i øvrigt ret sjældent, at lynnedslag i personer ender med dødelig udgang. Det er kun i ca. 10 % af tilfældene. Skaderne og de efterfølgende mén fra lynnedslag kan dog være temmelig alvorlige med alt fra forbrænderinger til slagtilfælde og nerve- og hjerneskader. Ind til flere af de skader havde nok været mindre alvorlige, hvis alle havde kendt til lynstillingen.
Kilde: articles.mercola.com