Genialt trick: Sådan sikrer du dig mod indbrudstyve i hjemmet

Brændemærkning, etiketter med superlim eller højteknologisk, usynlig sporingsvæske. Midlet er mærkning, og mulighederne er mange, hvis du vil undgå at blive endnu et nummer i Danmarks triste indbrudsstatistik.

Twitter Print

E du dyreejer, har du sikkert som noget af det første fået øremærket katten eller givet Fido hundetegn på. Er du småbørnsforælder, skriver du som en selvfølge navn i børnenes flyverdragter. Men husker du som husejer også at sikre din computer, fladskærmen og designerstolene?

De er meget nemmere at sælge end både vintertøj og kæledyr og derfor et meget mere oplagt bytte for tyve. Alligevel er det de færreste af os, der pligtskyldigt skriver navn på den nyindkøbte iPad med en rød spritpen. Men det burde vi faktisk.

Mærk dine ting – og fortæl tyvene om det

Du ved garanteret godt, at du skal gøre det svært for tyven at komme ind i dit hus – og sikkert også hvordan. Men du kan faktisk også sørge for, at tyven slet ikke har nogen interesse i at bryde ind for at få fat i dine ejendele i første omgang. Det handler om at sætte dit mærke på dine ejendele – for ting, der kan spores tilbage til en ejer, har ingen værdi som hælervarer.

Du skal mærke de ting i huset, som tyve går efter – primært smykker, småelektronik og andet, der er let at få med ud ved indbruddet, og som er nemt at sælge. Men i de senere år er designermøbler blevet mere og mere populære blandt tyvene, så dem bør du også mærke. Glem ikke dyre havemøbler, grill eller andet haveudstyr, der også kunne have salgsværdi.

Brug et unikt tegn

Det er vigtigt, at du bruger et unikt tegn på dine ting. Dels skal du kunne beskrive det over for politiet, hvis det skulle blive nødvendigt, og dels skal du kunne genkende det og dermed dine ting igen senere. Det kunne for eksempel være dine initialer plus din fødselsdato.

Samtidig skal du skrive en liste over dine mærkede genstande og helst fotografere dem også.

Det sidste skridt er måske det vigtigste, nemlig det lille skilt på dine døre og vinduer, der fortæller, at dine ting er mærkede. Det kan være nok til, at tyven opgiver og går videre ned ad vejen i stedet for at ende i din stue. Og det bedste er, at skiltet fås helt gratis. Hos Det Kriminalpræventive Råd bestiller du nemt de klassiske Operation Mærkning-klistermærker, der viser tyven, at i dit hus er der en eller anden form for mærkning på “varerne”.

Foto: Mærkefabrikken

Synlig og usynlig mærkning

Måske er spritpennen ikke den mest oplagte løsning til ret meget andet end flyverdragter og gummistøvler. Der er heldigvis en del andre muligheder at vælge imellem.

Den bedste løsning for dig afhænger af temperament, pengepung og de genstande, du skal mærke. Synlig mærkning egner sig godt til for eksempel undersiden af spisebordsstolene. Et synligt mærke skal være robust, så det ikke uden videre kan fjernes, for det gør genstanden stort set uinteressant for tyven. Usynlig mærkning er bedre til for eksempel smykker, elektronik, lamper og andet småinventar, hvor et synligt mærke ikke pynter.

Her er det ekstra vigtigt, at du med skiltning advarer tyven om, at dine ting ikke er attraktive som tyvekoster. Det er oplagt at bruge en kombination af synlig og usynlig mærkning, og det behøver ikke at være besværligt. Du skal bare vælge de metoder, der passer dig bedst.

6 gode metoder til at mærke dine ting

1. Den nemme

Der findes specielle tyveri­sikringsetiketter med en superstærk lim, der gør dem meget­ svære­ at fjerne igen. Skriv eller print dit mærke­ på dem, og sæt dem så fast. Det var det!

2. Den dobbelte

Kemisk mærkning sætter både dit navn og et uv-mærke på dine ting, så du får en kombineret synlig og usynlig mærkning. Det er nemt selv at lave mærkningen med engangsskabeloner og farvepasta, der graverer sig selv ned i genstandens overflade.

3. Den gratis

Lån en mærkningskuffert på din lokale politistation. Den indeholder en gravørpen, som du bruger til at ridse dit tegn i genstande, hvor udseendet ikke betyder så meget. I kufferten finder du også en uv-pen, så du usynligt kan sætte dit tegn på for eksempel elektronik eller andet, som du ikke vil ridse. Tegnet kommer først til syne under uv-lys.

4. Den professionelle

Lasermærkning er ikke en gør det selv-løsning. Til gengæld kan det se rigtig flot ud med et lasergraveret navn på låget af din bærbare computer eller bagsiden af din smartphone, og metoden nedsætter risikoen for tyveri fra både dit hjem og din taske. Find en lokal virksomhed, der tilbyder lasergravering, så du undgår at sende din elektronik frem med posten.

5. Den højteknologiske

DNA-mærkning bliver synlig under mikroskop eller uv-lys, og den fungerer fint til alle typer genstande, også cykler. Du pensler dine ting med en lille smule klar sporingsvæske, som indeholder et unikt mønster af såkaldte mikroprikker, der kan sammenlignes med en DNA-profil. Derefter knyttes væskens profil til dine kontaktoplysninger i en international database, så det er på sin vis samme princip, som når du får øremærket din kat. Der følger helt særlige advarselsskilte til dine døre med DNA-mærkningspakken. 

6. Den barske brændemærkning

Er ikke forbeholdt kvæg i det vilde vesten. Det er en god løsning, hvis du har ting af træ, læder eller plastik, som du ikke vil undvære. Du kan investere i et specialfremstillet brændestempel med netop dit tegn på, eller også kan du bruge en loddekolbe.

Foto: SafeGroup
Twitter Print

Mest læste artikler