Svanemærket fylder 25 år

Trods sin høje alder er der intet gammelt ved Nordens officielle miljømærke, Svanemærket, der gør det nemmere for villaejere at vælge de miljømæssigt bedste produkter.

8000 svanemærkede produkter

Svanemærkets fødselsdag markeres torsdag den 6. november med et væld af gode resultater for “den grønne svane”. I dag findes der således 8.000 svanemærkede produkter og serviceydelser i Danmark, og specielt de seneste år, er det gået rigtig stærkt med klassificeringen.

Gå en tur i dit supermarked og find alt lige fra sæbe til legetøj, handl svanemærkede byggeprodukter på vejen hjem og lad næste ferie gå til et svanemærket hotel.

God vejledning for forbrugerne 

Fødselaren har således gjort sit til, at det er blevet mere enkelt at handle med omtanke for miljøet:

– Det skal være nemt for forbrugerne at træffe grønne valg og undgå produkter med skadelig kemi. Med Svanemærket er man sikker på, at der er tænkt over miljøet i et produkt, lige fra råvarer til produktion, brug, affald og genbrug. Det sætter jeg stor pris på som både mor og miljøminister. 25 års arbejde har heldigvis gjort Svanen kendt blandt de fleste danskere, men vi skal fortsætte med at styrke mærket, siger miljøminister Kirsten Brosbøl i anledning af fødselsdagen.

Vurderer samlede miljøbelastning

Svanemærket ser på helheden og forbrugets samlede miljøbelastning, når det uddeles. Hele produktets livscyklus fra råvarer til produktion, brug, bortskaffelse og genbrug er således med i vurderingen, når nye produkter eller serviceydelser vurderes.

Læs mere om Svanemærket

Mest læste artikler