Skadedyrs-bekæmper advarer: Nu flyver de også!

For første gang nogensinde er skægkræ, som er en større og mere genstridig slags sølvfisk, blevet fundet udendørs på hustage. Det ændrer spillereglerne markant.

flyvende skægkræ

Det lille, invasive skadedyr kaldet skægkræ, der spreder sig hurtigt og effektivt, boltrer sig nu ikke kun indendørs. For første gang nogensinde har skadedyrsfirmaet Rentokil fundet skægkræ på hustage, og det ændrer fuldstændig spillereglerne for det invasive, skæggede kræ, forklarer formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer, Claus Schultz:

“Det er helt nyt, at vi finder skægkræ på hustage – det har vi aldrig set før. Indtil nu har det kun været muligt for skægkræ at finde sin vej til boligen gennem byggematerialer, emballage, møbler og andre genstande, som de skæggede dyr kan gemme sig i. Men med det nye fund af skægkræ på hustage er udendørsområder såsom tagkonstruktioner derfor også nye potentielle adgange for det invasive skadedyr. Det ændrer totalt spillereglerne, og gør det endnu sværere at bekæmpe det skæggede kræ”, siger han i en pressemeddelelse.

Flyvende skægkræ

Skægkræ er i kraftig vækst. I 2022 har Rentokil udført 309 procent flere bekæmpelsesopgaver mod skægkræ sammenlignet med 2019, og nu er der risiko for yderligere eksponentiel vækst.

Det interessante spørgsmål er derfor, hvorfor skægkræ nu er fundet på hustage, når de ikke selv kan flyve.

”Det er yderst mærkeligt at finde skægkræ udendørs og endda så højt oppe på tage, når de ikke har vinger til at flyve. Det mest sandsynlige er, at skægkræene er blevet transporteret via fugle til taget, hvor skægkræggene er kravlet ind mellem fuglenes fjer – ligesom vi ser, at de gør i materialer, hvor de gemmer sig i sprækker i fx et møbel,” siger Claus Schultz.

Sådan får du bugt med den genstridige gæst

For at bekæmpe skægkræene er man nødt til at lokke dem frem med proteinrigt lokkemiddel, som de specielt godt kan lide, for derefter at fange dem i fx en limfælde.

“Generne fra skægkræ er betydelige. I modsætning til sølvfisk spreder de sig rundt i huset, sætter sig bag reoler og skabe og kan gå i vores madvarer. Og mens problemer med sølvfisk som regel er lettere at behandle, er skægkræ svære at komme af med”, siger Claus Schultz og uddyber:

“Med den nye transportform for de skæggede kræ, ser vi ind i helt nye udfordringer. Alle de steder, hvor fugle befinder sig, er nye potentielle adgangsveje for skægkræene til hjemmet eller arbejdspladsen”.

Derfor skal danskerne ifølge Claus Schultz nu også tjekke for skadedyrene i sprækker og potentielle indgange, der er i husets mure.

Video: Skægkræ invaderer mågerede

Mest læste artikler