Kæmpeedderkopper invaderer danske hjem

Luk vinduer og døre - edderkopperne kommer. Efteråret er højsæson for de største af de behårede rædsler. 

Ser du sorte edderkopper med lange, lodne ben i alle hjørner af huset og kælderen i øjeblikket? Så er du ikke alene.

Lige nu kribler store og behårede edderkopper nemlig frem fra deres udendørs skjul og søger i stedet ind i vores varme boliger – og det er ikke hvilken som helst edderkop, der for tiden aflægger visit i mange danske hjem. 

Der er nemlig kun få arter af edderkopper, som finder vores stuer tillokkende, og én af dem er – til manges skræk og rædsel – Danmarks største edderkop! 

Bliver op til 10 centimeter lang

Det drejer sig om den store husedderkop (Eratigena atrica), hvis størrelse hurtigt kan fremmane panik i ethvert hjem.

Den store husedderkop har nemlig en krop, som måler mellem ca. 1 og 2 cm, mens spændvidden i dens lodne ben kan nå en diameter på helt op til 10 centimeter!

For at det ikke skal være løgn, bevæger den sig også lynhurtigt og i ryk med op til 50 centimenter i sekundet. Held og lykke med at fange den!

Særligt mange store edderkopper i efteråret 

De ottebenede insekter er et typisk syn i efteråret, hvor de går på jagt efter mad og husly. Det fortæller museumsinspektør på Naturhistorisk Museum Aarhus Morten D. D. Hansen til BT.

Han fortæller, at de skræmmende edderkopper faktisk lever omkring os til hverdag, men af naturlige årsager bliver de ekstra synlige i efteråret:

– Normalt gemmer husedderkopperne sig ude i skuret eller bag en mørk fryser, hvor de sidder i deres store tragtspind. Men på et tidspunkt – og det er nu – går der hunner i den, og så skal hannerne på jagt efter damer,« fortæller Morten D.D. Hansen.

Mest udbredte edderkop i Danmark

Den store husedderkop er en af de mest udbredte edderkopper i Danmark. Lider du af angst for edderkopper eller såkaldt araknofobi, kan det derfor være noget af et mareridt at den trives fantastisk godt i dit hjem.

Men selvom edderkoppen kan se stor og skummel ud, så er den helt harmløs. Den er faktisk det stik modsatte af farlig.

I virkeligheden er den et nyttedyr, som i overraskende grad hjælp med at holde naturen i balance. Derfor er det også en rigtig dårlig idé at slå dem ihjel.

Mest læste artikler