Nu nærmer giftig larve sig Danmark

Senest har den livsfarlige larve skabt store problemer i Tyskland - nu nærmer den sig Danmark. 

I takt med at varmen stiger i Danmark, stifter vi bekendtskab med nye og giftige dyrearter. Sidste år måtte flere forbi skadestuen på Bornholm efter et møde med den giftige larve kaldet fyrreprocessionsspinderlarven, og i år kan vi snart byde en ny og mere giftig larve velkommen i den danske natur.

Efter at have skabt store problemer i Tyskland, nærmer den farverige fyrreprocessionsspinderlarves giftige fætter med tilnavnet ‘larven fra helvede’ sig nemlig Danmarks grænse. Det skriver Jydske Vedstkysten.

Larven, der kaldes egeprocessionsspinderen, kan kendes på sine lange sølvgrå hår, der ved berøring kan fremkalde feber, opkast, udslet og astmaanfald – og i værste tilfælde kan koste dig livet. 

Titusindvis af giftige hår

Egeprocessionsspinderlarven er forstadiet en harmløs natsværmer, men før den forvandler sig til et flyvende insekt, er dyret i larvestadiet forsynet med cirka 62.000 hår, som er fulde af det giftige protein thaumetopoein. Det frigives, når larven føler sig truet eller skifter hud, og derfor kan du blive udsat for fare, hvis du kommer i kontakt med larven.

Det er dog ikke nok at holde fingrene fra de giftige kryb. Hårene bliver nemlig også båret med vinden. Det er især farligt, da det giver dig risiko for at få giften ned i luftvejene, når du trækker vejret.

Almindelige i Sydeuropa

De giftige processionsspinderlarver er varmekrævende og en almindelig plage i Sydeuropa, men klimaforandringerne betyder, at de yngler mere og spreder sig hurtigere. Gennem de seneste år har egeprocesspinderlarven derfor bevæget sig længere nordpå.

I Hamborg er arten blevet så stort et problem, at dele af vejnettet blev afspærret i maj, så myndighederne kunne bekæmpe plagen med sprøjtemidler. I nogle tyske byer er de endda blevet så trætte af egeprocessionsspinderen, at de har valgt at fælde egetræerne i parkerne for at fjerne deres levested.

Senest er krybet konstateret tæt på det sydligste Slesvig-Holsten, hvor den altså er tæt på at krydse grænsen til Danmark.

Sådan genkender du larverne

De farlige larver er heldigvis lette at gekende. Egeprocessionsspinderlarven sidder kun på egetræer, og de optræder altid i flok. Som navnet beskriver, ser man dem typisk vandre i meterlange kæder – den ene larve efter den anden.

Ser du larven skal du ikke at røre den. Ring i stedet til politiet med det samme. Skulle uheldet være ude, anbefaler Giftlinjen, at du fjerner dit tøj, vasker dig grundigt med sæbe og vand og behandler sig selv symptomatisk med antihistamin, lokal steroid creme og lette smertestillende midler.

Mest læste artikler