Pas på: Hver tredje flåt i din baghave bærer borrelia

Mere end hver tredje flåt i baghaven bærer på borreliabakterier, viser en undersøgelse. Få her ekspertens gode råd til at håndtere de næsten usynlige blodsugere – både i hjemmet og i naturen.

Twitter Print

Det er ikke kun på skovturen, at du skal være opmærksom på flåter. Det er også vigtigt efter en tur i baghaven.

Et dansk studie viser nemlig, at mere end hver tredje flåt i folks baghaver bærer borrelia. De små blodsugere bliver transporteret af trækfugle, som taber dem i haverne eller af vildt, som har forvildet sig ud af skoven, og ifølge Rigshospitalet bliver et par tusinde danskere om året smittet med den ubehagelige infektionssygdom.

Når uheldet er ude – gå ikke i panik

Skulle du være så uheldig at blive bidt af en flåt, skal du dog ikke gå i panik. Fjerner du flåten med det samme, minimerer du nemlig risikoen for, at den kan nå at overføre eventuelle sygdomme gennem blodet. Det fortæller Nanna Skaarup Andersen, der er læge og forsker i flåtoverførte infektioner:  

– Jo før man får fjernet flåten, jo bedre. Det kan både gøres med en pincet, en flåttang eller sågar med neglene. Her er det vigtigt at få fat så tæt på huden som muligt. Nogle gange bliver flåtens kæber siddende, men det skal man ikke lade sig skræmme af. De smitter ikke, men kan fortsat give lidt hudirritation, siger Nanna Skaarup Andersen i en pressemeddelelse. 

Symptomer og behandling

Når flåten er fjernet, skal du dog være opmærksom på området omkring biddet. Symptomer på overført borrelia viser sig typisk inden for de første 14 dage, men det kan nogle gange tage op til seks uger, før de er tydelige.

– Man skal være opmærksom på huden: Kommer der en rød ring på mere end fem centimeter til syne, der breder sig omkring flåtbiddet, så skal man kontakte egen læge, så man kan blive tjekket ordentligt og eventuelt begynde en penicillinbehandling, fortæller Nanna Skaarup Andersen.

Test for borrelia

På det danske marked findes en række borreliatest, som kan påvise antistoffer i blodet. Da mange danskere dog bærer disse antistoffer i blodet uden at have været syge, er testene ingen garanti for, at man er smittet – men de kan være en god indikation på, om man skal søge læge.

Flåterne findes især fra maj til oktober med højsæson for at blive smittet fra juli til september.

Sådan undgår du flåterne

Skal du opholde dig i områder med mange flåter, kan du beskytte dig mod bid ved at følge disse råd: 

  • Det er vigtigt, at du dækker kroppen med tøj (bukser, lange ærmer, sokker).

  • Lyst tøj gør det nemt at spotte de mørke flåter.

  • Hvis du bliver bidt, anbefales det at fjerne flåten så hurtigt som muligt.

  • Når du opholder dig i områder med mange flåter, bør du med jævne mellemrum undersøge huden for flåter.

Twitter Print

Mest læste artikler