Det er ikke helt nemt at komme af med de mange dræbersnegle, som hurtigt dukker op i haven. Det opdagede Michael Christian Petersen, da han kom hjem fra ferie. Haven var nemlig blevet fyldt op med de mange snegle, og hvad gør man så? Der findes som bekendt en række forskellige tricks, og et af dem, er, at man skal hælde kogene vand på de slimede skabninger, men det mente Michael, at man brugte for meget tid på.
– Hidtil har vi jo gået og samlet dem ind med en tang og puttet dem i en spand, hvorefter vi har hældt kogende vand på. Men det kan man jo let bruge en time på, siger Michael til TV2 Lorry.
Læs også: Sådan bekæmper du dræbersnegle
I stedet udtænkte han en anden strategi, som var inspireret af de fælder, man allerede kan købe i butikkerne.
– Jeg havde jo set, at man kunne købe sneglefælder i plastik, men det koster jo trods alt noget. Så stod vi der og kiggede på en mælkekarton og tænkte, jamen den kan da præcis det samme.
Og det kunne den! Resultatet blev en utrolig effektiv sneglefælde, som nu er blevet delt flere tusinde gange på Facebook.
Det skal du bruge:
- En tom mælkekarton
- Vand
- Spraymalt
- Sprit

Sådan gør du:
Bland 1 liter vand, 25 gram spraymalt og 3 cl sprit (blandingen rækker til 4-5 fælder) i mælkekartonen.
Derefter kan du placere den åbne karton på jorden.
Husk, at kartonen skal ligge ned, og at du skal have handsker på, når fælden skal samles op igen. Snegleslim indeholder nemlig e-coli bakterier, som man kan blive meget syg af.
Læs også: Bekæmpelse af dræbersnegle – sådan gør du
Efter blot en halv time vil mange af havens snegle have fundet vej til fælden, som du derefter kan smide ud. Lav en ny fælde med en ny mælkekarton.
– Fælden er også god, fordi vinbjergsneglene ikke kan komme ned i den. Og så er det ugiftigt, siger Michael.
OBS! Vi anbefaler, at man altid anvender bekæmpelsesmidler, der er godkendt af Miljøstyrelsen.