Undgå at mus og rotter kommer ind i din bolig

Lær alt om mus og rotters skræmmende evne til at trænge ind i din bolig: fuger, huller, rister og roser op ad gavlen - alle kneb gælder for skadedyrene. Men du kan vinde kampen. Læs interview med skadedyrsbekæmper og få 5 enkle tips til, hvordan du gør det meget sværere for mus og rotter at trænge ind i hus. 

Mus og rotter søger føde

Når temperaturen begynder at falde, betyder det, at rotter og mus begynder at søge inden døre – f.eks. i din bolig. Hele sommeren har de små gnavere levet godt af føde i naturen og på markerne, men nu vil de gerne ind og leve af dine madrester.

Dæk først og fremmest alle fuger og huller

Hvis man som husejer vil undgå selskab af de smittebærende dyr, er der nogle nemme forholdsregler, man kan tage for, at de ikke kommer ind i huset til at starte med, fortæller teknisk ekspert i skadedyr, Gert Andersen fra skadedyrsbekæmperen Anticimex.

»Man skal starte med at tjekke sine husmurer for fuger. Der kan være ventilationsfuger og andre huller i en mur, men de skal være dækket af et metalnet med huller, der er max er en halv gange en halv centimeter store, ellers er hullerne som en åben hoveddør for mus og rotter,« siger Gert Andersen og fortæller, at rotter kun har brug for en sprække på halvanden centimeter for at komme ind, og at en mus kun skal bruge seks-syv millimeter.

Læs også: Sådan bekæmper du muldvarpen

Musene kan klatre op ad roser

Desuden skal man være opmærksom på ikke at gøre det nemmere for musene at komme op til tag og tagrender, hvor der er god mulighed for at finde sprækker. 

»Roser der vokser op af muren er kønne, men de kan også fungere som en direkte trappe op til taget – musene er nemlig dygtige til at klatre. På husets tag, for eksempel i skotrenden og i tagrenden, er det ikke svært for mus at finde huller, de kan kravle ind gennem,« fortæller Gert Andersen.

Mus og rotter i boligen.  
Er musene først inden i boligen, kan de pludselig være allevegne.  

Rotter kan løfte riste

Rotterne kommer typisk ind i vores huse via kloakkerne, fordi de søger op til et tørt sted at bygge rede, så her er det også en god ide at gå en runde, inden kulden for alvor sætter ind.

»Man skal sørge, for at kloakristene er skruet godt fast. En rotte på en 300-400 gram kan nemlig løfte tre gange sin egen vægt, så selvom rotten ikke kan komme gennem ristens riller, kan den godt skubbe risten væk, og så er der fri adgang til dit badeværelse,« fortæller Gert Andersen.

Rotter er skadelige for din økonomi – sådan undgår du dem.

Tjek skraldeposen

Hvis skaden er sket, og man har mistanke om, at der er sluppet skadedyr ind i huset, er køkkenskabet et godt sted at kigge for at se, om man har ret.

»De fleste af os smider jo madrester i en skraldespand i køkkenskabet, og hvis der er gnavet hul i skraldeposen, er der ingen tvivl om, at man har firbenede gæster,« fortæller skadedyrseksperten.

Læs også: Sådan bekæmper du muldvarpen

Hold øje med ekskrementer

Det er også en god idé at holde øje med ekskrementer i køkkenskabet. Musene efterlader små bunker i kommenstørrelse, mens rotternes efterladenskaber er en fire-fem millimeter store. Og hvis man har fået rotter eller mus inden døre, er det bare om at tage kampen op. Musene kan man selv bekæmpe med fælder, men har man observeret rotter – enten ude eller inde – har man pligt til at anmelde det til kommunen, som så vil bekæmpe dem, fortæller Gert Andersen.

Læs også: sådan bekæmper du kakerlakker i Danmark

5 fakta om mus og rotter

  1. Rotter kan overføre mindst 55 sygdomme til mennesker, herunder salmonella, E.Coli og den dødelige Weils syge.
  2. Rotter er bærere af lopper, mider og tæger, som kan give akutte allergiske reaktioner hos mennesker, og som kan inficere fødevarer.
  3. Mus kan hoppe over 40 cm lige op i luften – rotter kan hoppe en meter.
  4. Rotter er stort set altædende og kan gnave sig igennem alle materialer, der er blødere end marmor.
  5. En mus får mellem fem og ti kuld unger om året – hvert kuld med op til 12 unger. Hunrotten får mellem fire og syv kuld med gennemsnitlig syv unger i hver. Hvis forholdene for rotter er optimale, yngler de mere, og et rottepar kan blive til 800 rotter på et år. 

5 tips til hvordan husejere kan gøre det sværere for mus og rotter at trænge ind

  1. Sæt metalnet for alle ventilationsfuger og sprækker i husmuren.
  2. Sørg for, at der ikke er noget – beplantning, skraldespande eller hegn – mus kan klatre på, så de kan komme op på taget.
  3. Skru kloakriste fast eller sørg for at sætte en vandlås i.
  4. Vær opmærksom på lugte fra kloakken – hvis der lugter dårligt, er der ofte noget galt.
  5. Hold øje med efterladenskaber i køkkenskabene.

Læs også: Mosegrise – sådan bekæmper du dem

Kilde: Anticimex

Twitter Print

Mest læste artikler