Storm på vej: Sådan sikrer du sommerhuset

Efteråret og vinteren er højsæson for storm og dermed også stormskader. Du kan dog forebygge de værste skader med de rette forholdsregler.
Regnvejr på tag

Foto: Getty Images

Efterårsferien er lige om hjørnet, og det samme er storm og vintervejr. Hvis du har planer om en sidste tur i sommerhuset, så er det en oplagt mulighed for at gennemgå huset, så det kommer godt gennem vinteren. Det kan nemlig sikre dig mod både storm og indbrud.

– Stormsæsonen er den største årsag til skader på sommerhuset, og hvert år ser vi tusindvis af skader på huse og sommerhuse, når efterårsstormene rammer Danmark. Flere steder får det store økonomiske konsekvenser, så det er vigtigt, at man tager de rette forholdsregler, siger Brian Wahl Olsen fra Alm. Brand.

Her er nogle forslag, som du kan overveje at skrive på din to-do liste, når sommerhuset skal gøres vinterklar. 

Sådan stormsikrer du huset

  • Gennemgå huset fra kælder til kvist. Tjek især taget for løse tagsten.
  • Beskær træer, der står tæt på huset.
  • Fjern trampolin, havemøbler, grill, krukker og andre løse ting fra haven.
  • Hvis du har en kælder, skal du fjerne ting fra gulvet, som kan blive ødelagt i tilfælde af oversvømmelse.

 Sådan lukker du sommerhuset ned

  • Se taget efter for huller i tagpap eller tagplader, og reparer dem.
  • Tag et ekstra kig på husets tagrender og nedløb. Ligger der snavs, kan vand ophobe sig.
  • Er dit sommerhus lavet af træ, så giv facaden den nødvendige overfladebehandling.
  • Luk for vandet på hovedhanen, da der er stor risiko for frostsprængninger om vinteren.

 Gør det svært for tyven

  • Lås døre og havedøre med indvendige nøgler, hvis du har en dør med lås på begge sider.
  • Spær indkørslen, så der ikke kan køres en varevogn helt op til huset.
  • Undgå at haveredskaber er frit tilgængelige, da de kan bruges til at bryde ind med.
  • Tag værdifulde genstande med hjem, og lad der være frit udsyn til husets rum. Så kan tyvene se, at der ikke er værdifulde ting i huset.
Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler