Når du skal gå dit tag igennem, er det vigtigt at have en tjekliste ved hånden, så du får repareret synlige fejl og små defekter. Her får du en liste med de vigtigste punkter til reparation af defekte teglsten, skotrender, tagrender, tagpap og vindskeder.
Tjekpunkter til dit tag – tallene henviser til de enkelte afsnit.
Tjek de synlige fejl ved taget
Når du tjekker taget skal du også kigge efter fejl og defekter. Løftede tegl og en revnet rygning, kan du se nede fra jorden, og større skader på skotrender og tagrender skal du også nok få øje på.
Tjek for små defekter på taget
Men alle mindre – men lige så vigtige defekter – skal du tæt på for at kunne konstatere. Og her er det en rigtig god idé at bruge en kikkert. For med en god kikkert får du et godt overblik og slipper dermed for at skulle kravle rundt over det hele på dit tag for at tjekke.
1. Utætte skotrender
I hjørnerne mellem to tagflader er skotrenderne, og rundt om skorsten og kviste er inddækningerne. Uanset om de er af bly, zink, tagpap eller kunststof, slides de af urenheder og vand.
Reparation af skotrender
Skotrenderne kan repareres midlertidigt med asfaltkit og tagfodstape (butyltape). Spørg i byggemarkedet. Sådan en reparation holder typisk et par år.
Udskiftning af skotrender
Udskiftning skal fagfolk udføre. Renderne tjekkes hvert år og holdes rene for blade og urenheder. Og inddækningerne kontrolleres også for utætheder.
2. Reparation af defekte teglsten
Du skal holde dit tegltag fri for blade, mos og alger, da snavset holder på fugten og kan føre til frostsprængte tegl med tiden.
Bring løftede teglsten på plads
Løftede tegl skal på plads igen. Ellers er der åbent for slagregn og fygesne.
Tjek for revnede teglsten
Tjek taget for revnede tegl. De kan være svære at få øje på, da revnerne ikke behøver at være større end den, du ser på billedet øverst.
Reparation af revnede teglsten
Når et revnet tegl skal skiftes, skal du slå trækiler ind under nogle af teglene rundt om det revnede, så de løfter sig lidt. Så kan du komme til at fjerne det gamle tegl og lægge det nye ind.
Sol og regn, men også alger og mos, angriber med tiden tagplader af fibercement, så overfladen efterhånden bliver nedbrudt og pladen dermed ødelagt. Derfor kan du med fordel jævnligt rense taget af og holde det fri for begroning af enhver art.
Overvej udskiftning af tag
Begynder overfladen at blive nedbrudt, skal du til at overveje en udskiftning eller få et specialfirma til at renovere taget. Det plejer at kunne give det endnu 10 års holdbarhed.
Tjek for løse skruer og manglende skumklodser
Tjek for løse skruer og manglende bølgeformede skumklodser, der skal ligge mellem tagpladerne og rygningen.
Efterspænding af skruer
Løse skruer efterspændes, og manglende rygningsklodser erstattes, så sne og slagregn ikke kan komme ind på loftet.
4. Utæt tagpap
Hold taget fri for blade, grene og mos, og gå det efter for revner og huller. Det kan dog være svært at se, om taget er utæt, hvis det ikke ligefrem regner ind i stuen.
Reparation af dampbuler
Dampbuler i solskinsvejr er et tydeligt tegn på, at der er kommet fugt ind under pappet. Alle sammenføjninger i nærheden af bulen tjekkes og lappes med tagkit.
Selve bulen skæres op med et krydssnit, og fligene trækkes til side. Lad underlaget få lov at tørre nogle dage, og lim så pappet på igen med asfaltklæber eller tagkit. Sørg for at komme så meget på, at det trænger ud i samlingerne.
Tjek ved skorsten og rør
Tjek, hvor skorstenen og andre rør er ført igennem taget. Alle revner og utætheder lukkes med tagkit.
5. De vigtige tagrender
En tagrende fuld af snavs er lige så slem som en med huller og sprækker. Begge dele vil få alt vandet fra taget til at løbe de forkerte steder hen. Er du uheldig, vil det løbe bagud ind på loftet eller opfugte væggen bag tagrenden, så du får mug, råd eller svamp i din tagkonstruktion.
Tjek samlingen i tagrenden
Tjek især samlinger, der giver risiko for utætheder. Større skader kræver udskiftning af hele eller dele af renden. Mindre skader klares med reparationstape fra byggemarkedet.
Nedløb og nedløbsbrønd
Rens nedløbet og selve nedløbsbrønden. Det nytter ikke, at renden er tæt, hvis den løber over, fordi vandet ikke kan komme væk.
Tjek tagrendens tæthed
For at tjekke, om renden er tæt, kan du fylde den helt op med vand. Så kan du se, om der er steder, du har overset.
Vindskederne beskytter mod, at regn og sne kommer ind under taget. Og dækbrædderne ovenpå beskytter overgangen mellem tag og vindskede.
Risikoen ved rådne vindskeder
Ubehandlet træ suger fugt, der nedbryder træet og vandrer videre ind i konstruktionen. Ofte vil du først se omfanget af skaden, når du piller den rådne vindskede af, og så kan det blive en dyr historie at få repareret taget.
Tjek for råd
Tjek træværket for råd ved at prikke i det med en skruetrækker. Den må højst komme 2-3 mm ind, før en udskiftning er nødvendig.
Mulig udskiftning til fibercement
Overvejer du at skifte til vindskeder af fibercement, skal du vide, at de kan være modtagelige for alger, så de skal vaskes. Men de rådner ikke, og de skal ikke males.