Der er mange gode grunde til at overveje non-wood produkter, hvis du skal bygge nyt eller måske skifte et plankeværk eller træet på en facade, på terrasse eller på en gavl.
- For det første er produkterne vedligeholdelsesfri. Du skal ganske enkelt aldrig mere ud med pensel og rulle.
- For det andet er produkterne lette at holde rene, alger gror dårligt på dem og kan nemt vaskes/spules væk.
- For det tredje rådner non-wood ikke, det er vejrbestandigt og holder sig pænt år efter år, mens du kan nyde ferien uden at skulle slibe, skrabe og male.
Find det rigtige produkt
Rigtig mange kender produkterne fra havemøbler og fra døre og vinduer. De seneste år er produktsortimentet i non-wood udvidet betragteligt til også at omfatte reelle terrasseplanker, stolper, bjælker og brædder. Samtidig er der kommet nye produkter til, som er lavet af forskellige materialer med forskellige egenskaber og udtryk. Nogle non-wood produkter er lavet på basis af beton, andet består af genbrugsplast, komposit og en blanding af plast og træfibre.
Det er en god ide at tage ud, hvor du kan se og mærke produkterne. Bedøm, om du er tilfreds med strukturen, hvordan fx terrassebrædderne føles/virker at gå på – og om du kan lide overfladen.
Komposit – træets udseende og plastens blødhed
Komposit er fremstillet af genbrugsplast og træfibre og forener det bedste fra to verdener: træets udseende og følelse i kombination med plastens blødhed, vejrbestandighed og slidstyrke. Materialet ser ud som træ, er blødt at gå på og behøver aldrig olie eller maling.
Komposit består af omkring 60 % træfibre, 30 % plast samt 10 % bindemiddel, farve, UV stabilisatorer samt svampe og råd hæmmende midler.
Der bruges alt fra genbrugspapir over bambus, risskaller, kokosnøddefibre, til nåle- og løvtræsfibre, og der kan både bruges genbrugs- og ny plast. Og det bedste af det hele er, at det beholder sit smukke udseende i mange år fremover. Vedligeholdelsen består i at holde terrassen fri for sand og skidt og så give den en gang udendørs algefjerner, hvis der er grønne belægninger.
Det kan være en fordel at bruge en gulvskrubbe med stive børster til rengøring, men det anbefales ikke at bruge højtryksrenser.
Komposit er velegnet til…
Komposit er velegnet til terrassebelægning, gulvet i udestuen og til hegn, og kan også bruges til højbede o.l., da det også tåler jordkontakt til en vis grad.
På sigt forventes komposit også at komme på markedet som facadebeklædning. Kan benyttes til udsatte områder som eksempelvis pool-områder eller badebroer, da materialet er vandafvisende og ikke absorberer fugt. Findes i flere farvenuancer – med og uden træstruktur.
Genbrugsplast: ingen vedligeholdelse
Miljøvenlig genbrugsplast er gennemfarvet – i otte forskellige farver – og massivt, så skrammer og ridser ikke er synlige. Materialet tørres af med en fugtig klud eller højtryksrenses. Genbrugsplast er fuldstændig vedligeholdelsesfrit, det er vejrbestandigt og syrefast og har en utrolig lang levetid. Det splintrer ikke og kan nemt bearbejdes.
Genbrugsplast findes i et stort sortiment af stolper, brædder, terrassebrædder osv. og kan erstatte træ alle de steder, hvor du ønsker et vedligeholdelsesfrit materiale. Kan genbruges 100 pct.