Brug miljømærkede produkter til husets projekter

Miljømærker findes efterhånden inden for alle produktkategorier - uanset om du skal male, bygge ny træterrasse eller indrette med nye møbler. Så kig efter Svanemærket, Indeklimamærket og FXC-mærket, når du køber nyt. Bliv klogere på de forskellige miljømærker her.

De vigtigste mærker har tre kendetegn

Der er efterhånden mange miljømærker at vælge imellem. De tre mest udbredte mærker er Svanen og Blomsten, FSC og Indeklimamærket, og de har tre fællestræk:

• Det er uafhængige eksperter, der opsætter kriterier, som jævnligt strammes
• Der er en åbenhed om, hvad kriterierne er, og hvordan de bliver fastlagt
• Der bliver foretaget uafhængig kontrol

Mærkerne stiller krav til hele produktets livscyklus

Et produkt påvirker miljøet lige fra det fremstilles til det smides ud. Derfor stiller miljømærkerne krav til forholdene, både når det laves, bruges og bortskaffes. Der er selvfølgelig forskel på, hvor meget og hvor i processen forureningen er størst, alt efter hvilket produkt der er tale om. De forskellige miljømærker dækker forskellige aspekter af miljø og sundhed, og på den måde supplerer de hinanden.

Kvalitet er vigtigt

For nogle miljømærker er det et kriterium, at kvaliteten er i orden. For hvad nytter det, at vaskepulveret er miljøvenligt, hvis det ikke vasker rent. Eller at malingen har de venligste kemikalier, men ikke dækker. Materialer skal kunne holde mange år, så der ikke skal bruges energi og ressourcer på at bortskaffe dem i utide og erstatte dem med nye.

Find ud af om træet er bæredygtigt produceret

Mange steder i verden dyrkes der stadig rovdrift på skovområder for at få en kortsigtet gevinst. Og træ, der benyttes til udendørs formål, imprægneres med kemikalier, der udover at gøre det modstandsdygtigt over for råd, også gør det til farligt affald, der ender på lossepladsen, når det skal bortskaffes. Miljømærkerne kan vejlede dig i forhold til, om træet er produceret fra bæredygtige plantager, og om det indeholder problematiske kemikalier.

Brug miljømærket byggemateriale

Skal du bygge nyt, skal du være opmærksom på, at nogle byggematerialer kan udsætte dig og din familie for afgasning af stoffer, som kan være sundhedsskadelige. Du kan finde miljø- og indeklimamærkede produkter inden for en lang række kategorier som træ, byggeplader, gulve, lofter og maling.

Produkter har stor betydning for dit indeklima

Valg af møbler, tv, pc og køleskab kan have direkte betydning for indeklimaet i dit hjem. Du kan finde mange møbler, stoffer og elektriske apparater, der er fremstillet med skrappe krav til kemikalieafdunstning og råmaterialer.

Gode miljømærker, du kan gå efter

Hvert miljømærke har sit eget fokus, men de supplerer hinanden. Der er tale om frivillige mærker, som producenterne betaler for at bruge – hvis de vel og mærke kan leve op til mærkernes kriterier. Her kan du læse nærmere om fire af de vigtigste miljømærker. På de forskellige mærkers hjemmeside kan du finde information om, hvilke produkter og producenter, der må bruge mærkerne.

Blomsten og Svanen

Blomsten er EU’s officielle miljømærke, og Svanen er det nordiske miljømærke. Begge mærker stiller krav til miljøbelastningen fra et produkt fremstilles til det smides ud. Der tages derudover hensyn til sundhed, og at produkterne er af god kvalitet. Hvilket mærke der er brugt afhænger især af, om det er et produkt der sælges mest i Norden eller mest i Europa. Blomsten og Svanen stiller kun krav til non-food produkter og serviceydelser og ikke fødevarer.
Læs mere om mærkerne her.

FSC og PEFC

Træ- og papirprodukter med FSC eller PEFC mærket garanterer, at det træ der er brugt kommer fra skove, hvor der ikke bliver fældet mere træ, end skoven kan gendanne. Samtidig bliver der taget vare på dyr og planteliv i de certificerede skove, og at der stilles krav til de sociale forhold for de mennesker, der arbejder i skoven. Både danske og tropiske skove kan certificeres. FSC og PEFC sætter krav til skovdriften og ikke til produktion, brug og bortskaffelse.
Læs mere om FSC-mærket her.
Læs mere om PEFC-mærket her.

Indeklimamærket

Hvis et produkt har indeklimamærket betyder det, at det er blevet testet for, hvor mange kemiske stoffer det afgiver til luften og over hvor lang tid. Der må ikke afgives kræftfremkaldende stoffer fra produkterne og der er en øvre grænse for, hvor mange fibre og partikler, der må frigives fra lofter. Indeklimamærket sætter kun krav til brugsfasen og ikke til produktion og bortskaffelse. Du kan finde fx maling og møbler med dette mærke.
Læs mere om indeklima-mærket her.

Mest læste artikler