20 ting, du SKAL have i værktøjskassen

Få styr på din værktøjskasse - og skru' hænderne rigtigt på. Disse 20 stykker værktøj er nødvendige for, at du kan kalde dig en rigtig gør-det-selv-mand - eller kvinde. 

Danskerne skal lære at gøre det selv

Flere nye undersøgelser af danskernes praktiske egenskaber og gør-det-selv-evner viser, at vi ikke længere har hænderne godt skruet på. Siden 80’erne er vi gradvist blevet dårligere til at ordne selv mindre reparationer i hjemmet. Det skal det gøres noget ved, synes idényt. Så derfor giver vi lige dig og din værktøjskasse et ekstra tjek. 

Er du klædt praktisk på? 

Den moderne handymand er som minimum indehaver af stiksav, rystepudser, skruemaskine og slagbor. Disse el-værktøjer leveres i praktiske kufferter. Her er plads til savklinger, sandpapir, skruebits og bor med mere, som passer til de enkelte maskiner, og som således ikke tager plads op i værktøjskassen, foruden at de altid er til at finde.
Men lad være med at overgøre dine indkøb. Det er jo ikke et håndværkerfirma, vi er ved at etablere, men evnen til let og hurtigt at kunne løse dagligdagens små opgaver i huset ved hjælp af vores værktøjskasse.

20 ting, du altid skal have ved hånden

  • Tommestok – er uundværlig. Kaldes stadig en tommestok, selvom der er centimeter på.
  • Vinkel – til at tjekke om noget er 90o, fx en vinduesramme.
  • Lægtehammer – til det grove.
  • Mindre stifthammer – Når dyvlerne i IKEA-skabet skal bankes på plads.
  • Vaterpas – Det kan ødelægge enhver handymands glæde, hvis ikke tingene er sat lige op.
  • Skærekasse med tilhørende sav– gør det nemt at save.
  • Bidetang – til at bide fx ståltråd over.
  • Knibtang – til at hive søm ud med.
  • Rørtang – Når rørene under køkkenvasken skal skilles ad.
  • Svensknøgle – gerne en lille og en lidt større.
  • Stemmejern – et smalt og et noget bredere. Til at mejsle i træ med. Også god til skrabe gammel maling og lak af med.
  • Skruetrækker til små skruer – fx et “urmagersæt”.
  • Skruemaskine – klarer de øvrige skrueop-gaver. Det er bedst at bruge de såkaldte torx-kærv skruer, som er de absolut nemmeste at arbejde med. Bruger man skruer med lige kærver, skal man huske at bruge en tilsvarende skruetrækker.
  • Nedstryger – til at save i metal.
  • Høvl – uundværlig til træ-arbejde eller når en dør binder.
  • Spartel – Når gamle huller i væggen skal fyldes ud.
  • Koben – Når du skal rive gamle ting ned, fx et loft.
  • Dyknagle – til at slå søm helt ind med.
  • Syl – Skal du have noget skruet i et stykke træ, er den god at forbore med.
  • Kridtsnor – er praktisk. Spænd ud mellem to punkter, træk op på midten og giv slip, og du har en lige streg på et emne lige til at save efter
Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler