Robinie-træ – et stærkt materiale

Træsorten robinie holder længere end andet træ - både i jordkontakt og ved almindelig brug.

Mange vil kende robinie som de lidt sjove skæve pæle på naturlegepladser. Men faktisk er træsorten egnet på rigtig mange områder, også til privat brug.
Hvad angår holdbarhed, er robinie den eneste tempererede træsort, der ligger i eliteklassen med de tropiske træsorter.
I jordkontakt er robinie ganske enkelt nummer et i verden, træet klarer sig nemt i 40 år og nogle gange længere.
En af hemmelighederne ved robinies gode egenskaber er en meget høj kerneandel og en tæt struktur, der giver meget lidt adgang for vand og fugt, og som sikrer, at træets fugtighed er meget stabil året rundt. Desuden har træet et naturligt indhold af en række konserverende stoffer, blandt andet garvesyre.

Mange anvendelser

 Foto: Skovtrup, tlf. 98 54 87 67
Havemøbler i robinie er lidt dyre, men holder længe.

 

Robinie har kun været tilgængeligt på det danske marked i omkring ti år. Det lagerføres ikke som gængs vare i trælasten, men et bredt sortiment kan i dag købes på internettet hos firmaer med fokus på miljørigtigt træ.
Den gode holdbarhed i jord gør træet velegnet til kraftige konstruktioner i jordkontakt: højbede, hegnspæle og træfliser.
Robinie er en lys træsort, der på linje med de traditionelle nordiske træsorter som ask, fyr og bøg har en meget smuk årestruktur, og træet anvendes derfor til havemøbler, plantetønder, husfacader, tage og terrasser, hvor den smukke over­flade kommer til sin ret.
Træet er i princippet ved­ligeholdelsesfrit, ubehandlet får det med tiden en smuk sølvgrå overflade.
Når træet bliver vedligeholdt med olie, kan det holde den smukke glød.
Afrensning foregår med brun sæbe eller sæbespåner; og robinie er så hårdt, at det kan tåle en (mild) tur med højtryksrenseren.

Lige stolper

Mange kender måske mest robinie fra de “svungne” pæle. En del af stammerne vokser i buer, men der findes også rette stammer, der ofte benyttes til planker. Hvis du ikke ønsker buede pæle, er det muligt at skaffe rette robinie-pæle, ligesom firkantede og uddrejede stolper er i handlen.

Fakta om robinietræ

Robinie adskiller sig fra mange af de tropiske træsorter ved, at det er plantagedyrket under kontrollerede forhold – meget inden for EU.
Robinie er dermed et godt eksempel på forsvarligt og bæredygtig FSC-certificeret plantagedrift i Europa.
Træet kan ses som et alternativ til de tropiske træsorter, der måske kommer fra ukontrollabel skovdrift.
Robinies holdbarhed – både ved jordkontakt og ved anden brug – kan udkonkurrere både tropiske træsorter og trykimprægneret træ, vel at mærke uden kemikalier! Robinietræet bliver normalt op mod 30 meter højt. Når det har nået denne højde, vokser stammen i bredden.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler