Turbotryk på rengøringen

En højtryksrenser er en effektiv hjælper, når du vasker bil, rengør terrassen eller renser facade.
Af Helle Møller Riis, idényt nr. 2, 2005

En mudret bil, en mosbevokset terrasse eller en algebegroet husmur kan koste meget knofedt, men ejer du en højtryksrenser, er problemet overskueligt. Med en af de små “hobbyrensere” får du en effektiv medarbejder, der kun kræver strøm og vand for at holde dampen oppe.

Tryk efter behov
Højtryksrensere til privat brug fås fra omkring 600 kr. og op til over 10.000 kr. Men før du går ud og investerer, skal du gøre op med dig selv, hvor stort dit behov er. Det nytter ikke at købe en lille model, hvis du har en stor sejlbåd, der skal rengøres flere gange på en sæson. Og det vil være spild af penge at købe en stor renser, hvis du kun skal bruge den til at vaske din motorcykel.

Stort udvalg af ekstraudstyr
De fleste højtryksrensere leveres med en standarddyse med rotorjet. Du kan supplere med udstyr til fx sandblæsning, kloakrensning og terrassevask. Du kan også få forskellige strålespidser, der kan justere trykket og strålebredde. Det er en god idé at købe et vedligeholdelsessæt, der renser for kalk og sikrer mod frost og rust.

Forhandler: Gerni, tlf. 89 12 22 00

Rensernes størrelse og pris hænger sammen med, hvor stort tryk – antal bar – de kan levere. De største “hobbyrensere” kan spule ved ca. 150 bar, mens de mindste ligger på omkring 100 bar.

Som grundregel gælder det, at jo flere kvadratmeter du har, og jo flere opgaver du vil have din højtryksrenser til at udføre, jo større skal den være. Selvfølgelig kan en lille højtryksrenser sagtens rengøre en hestetrailer, en stor terrasse eller tre længer på et nedlagt landbrug, men en større model vil være langt mere effektiv.

De fleste højtryksrensere er nemme at betjene, men du bør selvfølgelig tænke dig om, når du står med maskinen i hånden. Højtryksrensere er ikke legetøj, og det er meget farligt at blive sprøjtet i ansigtet, ligesom det kan give grimme sår, hvis du lige skal “tjekke” trykket med hånden.

Spar på trykket
En højtryksrenser kan også ødelægge mere, end den gør gavn, hvis den bruges på den forkerte måde over for forkerte materialer. Vær eksempelvis varsom, når du vasker havemøblerne. Har du for meget tryk på renseren, kan den flænse træet på dine sommermøbler eller beskadige overfladen på en plasticstol.

Samme omhu skal du nære over for bilvask og motorcykler, lakken skulle nødigt ødelægges, og det er en god idé, at du køber specialtilbehør, som passer til de opgaver, du vil have højtryksrenseren til at løse. En børste er uundværlig, fordi den er mere skånsom end den hårde stråle, hvis du fx vil bruge højtryksrenseren til bilvask. Brug også børsten til havemøbler lavet i plast.

Mindre vandforbrug
Har du tænkt dig, at højtryksrenseren skal vedligeholde din terrasse, er en speciel terrassevasker en mulighed, ligesom en investering i en kloakrenserslange eller sandblæsningsudstyr kan spare dig for mange håndværkerregninger. En højtryksrenser kan samtidig give dig store besparelser på dit vandforbrug. De store rensere (150 bar) bruger 500 l i timen, de små 300. Til sammenligning bruger en almindelig haveslange 3000 l i samme tidsrum.

Hobbyrensere i tre “vægtklasser”
Forhandler: Bosch, tlf. 44 89 89 891 Modeller omkring de 100 bar, som er til dig, der “kun” skal vaske bil eller motorcykel, og som indimellem har renseren med i sommerhus. Priser mellem 600 og 1.200 kr.

2 Højtryksrenserne omkring 120-130 bar, der er beregnet til husejere med eksempelvis en stor terrasse og en facade, der jævnligt skal rengøres. Priserne begynder ved ca. 2.500 kr.

3 De store hobbyrensere på 150 bar til mange og større opgaver. Her kan den kraftigere ydeevne være med til at reducere tidsforbruget væsentligt. Priserne ligger fra omkring 4.000 kr.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler