Tre værktøjskasser: Begynderen, den øvede og eksperten

En god værktøjskasse er guld værd, men du behøver ikke nødvendigvis købe alt værktøj lige med det samme. idényts nye gør det selv-ekspert Anders Utsen har pakket tre forskellige værktøjskasser: En til begynderen, en til den øvede og en til eksperten.

Den basale værktøjskasse til begynderen, og dem der bor til leje

Bor du til leje, kan du jo nøjes med at tilkalde hjælp. Alligevel er det rart at have det allermest nødvendige. Så kan du hænge et billede op eller reparere et møbel. Jeg foreslår følgende indhold:

Hammer

Vælg en, som ikke er for stor. Den skal også kunne bruges under trange forhold, hvor det kan være svært at hamre.

Målebånd/tommestok

Du har ofte brug for noget at måle med. Vælger du et målebånd, så find en model, der også kan vise indvendige mål.

Kniv og skiftenøgle

Der er altid ting, der skal skæres til, låses eller åbnes. Derfor er disse to værktøjer altid gode at have “ved hånden”.

Skrue/boremaskine

Her kan det betale sig at købe den seneste nye batteri-teknologi – også selv om den ikke er i brug så ofte. Vælg en let model med to hastigheder, som er selvlåsende. Køb bits og bor af god kvalitet.

Fukssvans

Den får du til billige penge. Tænderne må ikke være for grove, da dette kan give grimme snit.

Værktøjskassen til villaejeren, der “gør det selv”

Her er indholdet bestemt for villaejeren, der har opdaget glæden ved at skabe selv. Når du ikke længere er helt “grøn”, får du brug for at udbygge den basale værktstøjskasse med lidt ekstra værktøj.

Rundsav

En rundsav med laser og sikkerhedslås kan save og skære helt præcist. Den retter hegnet af forneden eller afkorter din nye træfacade.

Bore/skruemaskinen

Boremaskinen kan med fordel opgraderes til en 18 volts maskine. Tilkøb et batteri, så du ikke skal vente på opladning.

Stiksav

Vælg roligt en mellemklassemodel, men køb de dyre stiksavsblade.

Værktøjskassen til eksperten

Værktøjskassen til dig, der gerne vil i gang med de større projekter. Det kræver, at du har det helt rigtige værktøj parat.

Dyksaven

Med en dyksav med styreskinne er du klar til perfekte snit og linjer. Kig dig godt om på markedet, og forhør dig hos eksperterne, før du vælger din model.

Slagboremaskine

Maskinen klarer betonvægge som en leg. Husk at indkøbe bor og bits i god kvalitet.

Multiværktøj

Dette værktøj løser de problemer, der før har slået dig ud. Sliber og skærer, hvor der er begrænset plads.

Chalkline

Her er værktøjet, der vil imponere din nabo. Den giver dig perfekt lige linjer – og så er den billig i anskaffelse. Spørg hos din fagmand.

Læs også: undgå at ramme skjulte kabler, når du borer.

Mest læste artikler