1. Undgå kuldenedfald
Hvis du ønsker at reducere din boligs energiforbrug, vil en 3-lagsrude med to luftrum give det bedste resultat. Et 3-lagsvindue modvirker ”kuldenedfald”, dvs. den kulde, der føles som fodtræk ved store ruder, fordi kulden fra vinduet skubber varmen op i lokalet. 3-lagsvinduet isolerer rigtig godt, og det øger komforten i et rum markant.
Som tommelfingerregel kan man sige, at jo dyrere opvarmning, man har, jo mere får du ud af at montere 3-lagsvinduer.
2. Varme kanter og lune karme
Termoruder med varm kant: En almindelig termorude har som oftest en afstandsprofil lavet af aluminium, der er en kuldebro, fordi den er i direkte kontakt med både det udvendige og det indvendige glas.
På termoruder med varme kanter er afstandsprofilen, der forbinder glaslagene, af isolerende materiale.
Isolerende karme og rammer: Her er karme og rammer af isolerende materialer, ofte i en sandwich-konstruktion med isoleringsmateriale i midten og et vedligeholdelsesfrit materiale yderst.
3. Træ og træ/alu
Træ: Et trævindue med træ både ud- og indvendigt er for mange det mest naturlige valg.
Vinduer i træ kan holde sig sunde og smukke i rigtig mange år, hvis du behandler dem regelmæssigt.
Træ er et levende materiale, solen udtørrer træet og regnen udfordrer malingen, så for at bevare træets smukke udseende og spændstige struktur anbefales det, at du tjekker dine trævinduer en gang om året, for eksempel hvert forår, for at se, om de trænger til en tur med malerpenslen, eller om de kan vente til næste år.
Træ/alu: Træ/alu vinduer er moderne i deres udtryk og praktiske i brug. Indvendig ligner de fuldstændig et almindeligt trævindue, men udvendig har de en hårdfør klimaskærm af aluminium, der er stort set vedligeholdelsesfri. Træ/alu løsningen er en smule dyrere end træ, men til gengæld er de billigere i vedligeholdelse (du sparer løbende omkostninger til maling, pensler, stiger, stillads osv.) Træ/alu vinduer er i de senere år blevet populære, fordi aluminium som klimaskærm sikrer minimal vedligeholdelse, og fordi materialekombinationen gør det muligt at bevare træudseendet indvendigt.
4. Vindueskrav i Bygningsreglementet
Bygningsreglement 2010 stiller krav om, at man bruger vinduer, der svarer til energimærke C, både når man udskifter et enkelt vindue og når man udskifter vinduerne i en hel facade.
Det forventes, at kravet i det nye bygningsreglement, BR 2015, bliver skærpet til energimærke B. Dette forventes at træde i kraft sidst i 2015.
5. Vær opmærksom på energimærkningen
Vinduer kan i princippet energimærkes fra A og helt ned til F, hvor A betyder den bedste energieffektivitet. Et A-vindue har en speciel type opbygning, som gør det meget energieffektivt og lader meget solvarme komme ind i rummet.
På nordsiden, hvor solen ikke skinner så meget, handler det om at vælge et vindue, der isolerer rigtig godt og dermed holder den eksisterende varme inde i huset. Derfor er det også vigtigt at se på vinduets u-værdi, som viser, hvor godt vinduet isolerer. Jo lavere u-værdi, jo bedre isolering.
En god løsning vil ofte være et 3-lagsvindue i klasse B, som både lader en del gratis varme komme ind gennem vinduet og stadig holder godt på varmen.
Vælg de rigtige energiruder og spar stort på energiregningen
Læs også: Udskiftning af vinduer – sådan får du tilskud
6. Sprosser/energisprosser
Et vindue med traditionelle sprosser består af flere stykker glas adskilt af sprosser, hvor hvert glasfelt har en kuldebro ud imod sprosserne.
Et vindue med energisprosser består derimod af ét stort glasfelt, hvor energisprossen er monteret imellem og uden på glasset. Sprosserne er monteret med et afstandsprofil og rører derfor ikke glasset. På den måde undgår man de kuldebroer, der opstår ved traditionelle sprosser. Energisprosser giver færre kuldebroer og dermed mindre varme- og energitab.
7. Ventilationsåbninger
Du kan få monteret ventiler i dine nye vinduer, de kan hjælpe til med den daglige udluftning og være med til at minimere dug og kondens på dine vinduer. Det anbefales, at du tilvælger klikventiler i de vinduer og døre som sidder i rum hvor luftfugtigheden og solpåvirkningen kan være høj som fx i badeværelse køkken, soveværelser, stue og bryggers.
8. DVV-mærkede vinduer
- DVV-mærkede vinduer er fremstillet efter branchens strenge kvalitetskrav.
- Certificeringsordningen kontrollerer virksomhedens kvalitetsstyring, og at de færdige elementer opfylder krav til bl.a. konstruktion, ydeevne, materialer og overflader.
- DVV mærkede vinduer og yderdøre er omfattet af en garantiordning, som giver private forbrugere fem års totalgaranti.
- DVV garantiordningen er en forsikringsdækket garantiordning, der også, i tilfælde af fx en virksomheds konkurs, dækker for fejl og mangler hos private forbrugere.
9. Tjek på kvaliteten
Når du vælger vinduer er det en rigtig god idé at gå efter en vinduesleverandør, der tilbyder:
- 10 års garanti
- DVV-mærkning
- Medlem af Vinduesindustrien
- FSC / CE godkendelse
- Energimærkning
10. Skal passe til huset
Der findes et hav af byggestile med hver deres unikke udtryk. Og nye vinduer kan ændre udseendet på dit hus radikalt. Derfor er det også vigtigt at vælge vinduer, som har det rette stilmæssige udtryk set i forhold til byggestilen på huset for ikke at ødelægge helhedsindtrykket. Omvendt kan nye vinduer i en ny stilart – evt. sammen med en ny renoveret facade give et ældre hus et tidssvarende udtryk.
Kilder: Outline, Rationel, Storke, H. Sørensen m.fl.