Her har du tre gode råd: Sådan får du HELT rene vinduer

Det er ikke så nemt at pudse vinduer, så de bliver pæne at se på. Men med lidt øvelse og nogle gode tips i baghånden er det alligevel ikke så svært. Her får du tre gode råd af en vinduespudser.

Efter den lange og kolde vinter kan det sagtens være, at vinduerne trænger til at blive pudset.

Det kan du hyre en vinduespudser til, men du kan også gøre det selv. Dog kan det sagtens være en udfordring at pudse vinduerne, så de bliver pæne.

Ofte ender det med, at du får efterladt kant på din pudsning – eller at der er ‘helligdage’, fordi vinduet er stort.

Når vinduespudseren pudser vinduer ser det meget nemt ud. Men det bliver knap så pænt, når du selv skal gøre det. Og det er, fordi vinduespudseren kender de små tricks.

Morten Dahl fra Dahls Ejendomsservice siger i en pressemeddelelse, at der er tre tricks, der kan lette arbejdet for dig, når du pudser vinduer.

  1. Sørg for det rigtige udstyr

Vinduespudsning bliver meget nemmere, hvis du har det rigtige udstyr. Så køb en ”indvasker” – enten i form af en rigtig, professionel indvasker eller en svamp – en god skraber med godt gummi og et viskestykke med god sugeevne.

  1. Lær det rigtige ‘move’

Vil du gerne høre hemmeligheden var at pudse vinduer, uden at det giver striber?

Den kommer her!

Når vinduerne er vasket ind, skal du sørge for at trække vandet af med skraberen i en lang bevægelse. Altså ikke noget med at løfte skraberen undervejs. Eller lige holde en lille pause.

Ét langt træk. Så slipper du for striber.

Kan skraberen ikke nå over hele vinduets bredde? Så start i et af de øverste hjørner og kør fra side til side i bløde, buede bevægelser med skraberen ned over ruden – uden pauser eller løft.

Så skal du nok slippe for striber – også selvom du lige er nødt til at trække hen over en del af vinduet, som allerede er tør, for at få det hele med.

  1. Brug blødt, kalkfrit vand

Vil du undgå kalkstriber eller pletter på dit nypudsede vindue, samt give skraberen de bedste vilkår at køre ned over vinduet på?

Så hent vand fra en regnvandstønde eller fra vandbeholderen i din kondenstørretumbler.

Så få du den bedste vinduesvask.

Og glem så alle mulige vinduespudsemidler eller at bruge vand fra hanen. Og har du ikke andre muligheder end hane-vand, så kom lidt eddike i vandet for at fjerne kalken.

På den måde kan du få skinnende rene vinduer i forårssolen.

Mest læste artikler