Ny energimærkning gør det nemmere at købe nye vinduer

Det nye energimærke viser på en skala fra A til F, hvor energirigtigt dit nye vindue er. Fremover kan du blot bestille et vindue i klasse A, B eller C og dermed være sikker på, at vinduet overholder det energimæssige lovkrav i bygningsreglementet.


Energi bliver dyrere i fremtiden
Det er sandsynligt, at energipriserne stiger i de kommende år. Derfor kan der være mange penge at spare på varmeregningen ved at skifte til nye vinduer.

Pengene bliver tjent hjem igen
Jo ældre og dårligere de eksisterende vinduer er, desto hurtigere er pengene tjent hjem igen. I mange situationer allerede i løbet af 5-10 år, afhængigt af om de nye vinduer er klasse A, B eller C.

Indeklimaet bliver også meget bedre

Det er ikke kun pengepungen, som kan mærke en vinduesudskiftning. Gamle vinduer er ofte utætte og giver generende træk. Nye vinduer er tætte, og du kan møblere helt ud til vinduet uden risiko for ubehageligt kuldenedfald.

Tænk på indeklimaet – luft ud!

Bedre vinduer betyder, at det er vigtigt at lufte ud, så dug og kondens undgås. Det er bedst at lufte kraftigt ud i korte perioder på cirka 5 minutter – gerne 3-4 gange om dagen.

Udluftningskanaler en mulighed
Det kan måske endda blive nødvendigt at etablere nye udluftningskanaler til naturlig ventilation i ydervæggene, fordi huset er blevet meget tæt ved vinduesudskiftningen.

Dug på ruderne er tegn på god isolering
Udvendig kondens og dug på ruderne kan forekomme i morgenstunden og være generende for udsigten. Men faktisk er det blot et tegn på, at energivinduerne isolerer rigtig godt. Problemet kan afhjælpes med fx en udvendig solafskærmning.

Forskellige krav – alt efter type hus

Kravet til vinduets energitilskud gælder for almindelige helårshuse, når vinduerne skal skiftes. Ved nybyggeri stilles andre krav til hele husets såkaldte energiramme. Ligeledes er der andre krav til sommerhuse.

Fredede huse er undtaget
Hvis dit hus er fredet eller bevaringsværdigt, skal det ikke opfylde kravene, men må selvfølgelig gerne.

Læs mere på næste side om de skærpede krav til vinduer.#br

Skærpede krav til nye vinduer

 
  Mærkningen fra A til F kender vi fra andre produkter.

Den 1. januar 2011 trådte nye regler til vinduer i kraft. Reglerne siger, at det ved udskiftning af et vindue i en almindelig helårsbolig skal dokumenteres, at vinduets såkaldte energitilskud, Eref, ikke må være mindre end -33 kWh/m2 pr. år.

Den samlede energibalance
Tallet er et udtryk for vinduets samlede energibalance, hvor der både er indregnet det varmetab, som slipper ud af vinduet, og det varmetilskud fra solen, som kommer ind i huset.

Energimærke C er kravet
Kravet overholdes, når vinduet har energimærke C og vælges klasse B eller A, er vinduet endnu bedre i energimæssig sammenhæng. Et vindue i klasse A lader mindst lige så megen solvarme komme ind i huset, som det slipper ud, men er også dyrere i anskaffelse.

Ordningen er lavet af Vinduesindustrien
Energimærkningsordningen er etableret af Vinduesindustrien, som er brancheforeningen for producenter af vinduer og yderdøre, efter aftale med Energistyrelsen.

Ordningen er nemmere at gennemskue
Gennemskuelighed er nøgleordet bag den nye energimærkningsordning for udskiftning af vinduer. Tidligere skulle man som husejer enten have en doktorgrad i U-værdier, varme kanter, g-værdier og energiruder eller stole blindt på, at håndværkeren valgte det rigtige vindue.

Nemt at overholde lovkrav
Fremover kan du blot bestille et vindue i klasse A, B eller C og dermed være sikker på, at vinduet overholder det energimæssige lovkrav i bygningsreglementet.

Mest læste artikler