Undgå at små skader på trævinduer bliver til store skader
Når regn, slud og sne banker ind på et vindue året rundt, så kan det blive for meget for selv det bedste vindue. Små skader opstår, og hvis der ikke bliver taget hånd om dem, vil de hurtigt kunne udvikle sig til større og uudbedrelige skader på trævinduet.
Reparation af 4 typiske skader på trævinduer
Her er fire af de mest hyppige skader på trævinduer og et bud på, hvordan du kan udbedere og reparere dem eller endnu bedre: komme dem i forkøbet.
1. Reparér glaslisterne på vinduet
En glasliste er en udvendig liste, der sidder hele vejen rundt om vinduesglasset, hvor de holder de ruden på plads. Disse lister kan meget let med tiden begynde at rådne. Det er navnlig listerne nederst på vinduet, der bliver angrebet af råd, fordi regn, sne og andet nedbør ender dernede. Her er en opskrift fra bolius.dk på, hvordan man udskifter glaslisterne:
- Først fjernes glaslisterne. Glaslister er fastgjort med søm eller skruer. Der er pr. definition aldrig anvendt kit på glaslister – det er er enten/eller. Hvis glaslisterne skal udskiftes, skal du skrue skruerne ud eller lirke søm og skruer forsigtigt ud. Det kan eventuelt være under brug af et stemmejern. Ofte vil nedslidte glaslister dog kunne fjernes forsigtigt med fingrene.
- Opstøv nogle identiske lister ved at tage en af de gamle lister med ned til byggemarkedet. Du kan også her overveje at skifte til mere holdbare alu-lister, hvis de vel at mærke passer med udseendet på dit hus.
- Anbring en tætningsliste mellem glasliste og rude. Skru derefter listen forsigtigt på. Bruger du trælister er det altid en god idé at give dem træbeskyttelse, inden de tages i brug.
Læs også: Udskiftning af vinduer – sådan får du tilskud
2. Reparér bundlister på trævinduer
Vand og andet nedbør siver selvsagt nedad på et vindue. Hvis et vindue ikke er tilstrækelig godt imprægneret med maling eller olie, så vil bundstykket altid være den mest udsatte del af vinduet.
Et bundstykke på et vindue kan ofte sagtens udskiftes, uden at hele vinduesrammen behøver at blive erstattet. Det vil dog ofte være tilrådeligt at overlade opgaven til en håndværker, da opgaven kræver ret stor snedkermæssig præcision.
Hvis du gør det selv, så sørg for at bruge en god trækvalitet. Overvej også her at udskifte bundlisten med en mere vejrbestandig erstatning i aluminium.
3. Reparér hængselsblad på vinduet
Hængslet som holder vinduet fast til rammen (hængselsbladet), kan nemt med tiden komme til at hænge løst. Det kan ske over tid, eller hvis det for eksempel ved et uheld har stået åben under et stormvejr.
Er træet under hængselsbladet medtaget, kan det være nøvendigt at “proppe” træet – dvs. bore nyt træ ned på det sted, hvor de oprindelige skruehuller sad. Se her hos bolius.dk, hvordan du selv kan “proppe” dine vinduer.
Læs også: Vinduespudsning uden striber – sådan gør du
4. Fastgør løst hjørnebånd i trævinduer
Hjørnebånd er de metalbeslag, der holder ældre vinduer sammen i de udvendige hjørner. Er de begyndt at sidde løst, bør du tage vinduet af og derefter skrue hjørnebåndene løs. Rengør under beslaget og sæt derefter hjørnebåndene fast igen. Hvis skruehullerne ikke kan anvendes længere, så bør du også her “proppe” trærammen dér, hvor skruehullerne er anbragt.