Sikre vinduer holder indbrudstyven ude

Dit hus skal være forsvarligt aflåst, men forsikringsselskaberne stiller ikke særlige krav til, hvordan du sikrer dit hus imod indbrud. Derimod godkender forsikringen produkter, du kan bruge til at sikre dit hjem, og de godkendte produkter er et godt kort på hånden, når du forhandler pris på dine forsikringer.


Luk vinduerne helt, når du ikke er hjemme

Det er fristende at lade et vindue stå på klem, når familien forlader huset på en varm sommerdag. Men selv om der er rigtig mange “sikringsbeslag” til vinduer i handelen, er det vigtigt at understrege, at ingen af beslagene er godkendte af forsikringsselskaberne. Det betyder, at hvis en indbrudstyv brækker vinduet op, er du meget dårligt dækket af din tyveriforsikring.

Ikke indbrud, men simpelt tyveri
I forsikringsmæssig forstand har du nemlig ikke haft indbrud, men derimod været ude for det, som forsikringsselskaberne kalder simpelt tyveri. Det betyder, at der ikke bliver betalt erstatning for stjålne penge, smykker frimærkesamlinger m.m., mens “særlige indbogenstande” såsom radio-, TV-, og fotoudstyr samt skindtøj m.m. kun erstattes med op til 10 pct. af indboforsikringens sum.

Indbrud kan kun ske i aflåste huse
Grunden er, at indbrudstyveri ifølge forsikringsbetingelserne kun kan ske fra et hjem, der er forsvarligt aflåst. Og et hjem, hvor vinduerne står på klem sikret med et sikringsbeslag, er ikke forsvarligt aflåst.

Luk vinduerne, når du ikke opholder dig i rummet
Faktisk er sagen den samme, hvis vinduer eller terrassedør står åbne eller på klem, mens du er hjemme. Hvis tyven lister sig ind af et åbent vindue i stuen om natten, mens du sover – eller om dagen mens du er ude i haven, er der igen tale om simpelt tyveri. Så hvis forsikringen skal dække fuldt ud, kan du kun have åbne vinduer i de rum, hvor familien opholder sig.

Supersikre vinduer
Ønsker du at sikre dit hus med vinduer og terrassedøre, der i princippet er umulige at bryde op, kan du købe særligt sikre vinduer. Her er rammer og karme udført af stærkt træ, i alu eller i PVC. Ruderne er laminerede, og vinduets hængsler og glaslister sidder på indersiden. Når du låser vinduet, er der 10 paler, der går i hak for hvert enkelt vindue – de kan hver modstå 800 kilos tryk.

Sikre vinduer findes i mange modeller
Vinduerne kan købes i alle almindelige vinduesmodeller – dannebrog, bondehus, almindelige ruder – der alle åbnes indad og desuden kan kippes. Prisen er højere end almindelige vinduer – regn med ekstra materialeudgift på 0 – 150 pct. afhængigt af vinduet, du vælger.

Twitter Print

Mest læste artikler