Tætn vinduerne – det er nemt at gøre det selv

Skæve, utætte vinduer og døre giver kulden fri adgang til din bolig. Det er en god idé at gøre noget ved utæthederne tætningslister og isoleringsbånd, da utætte vinduer kan øge din varmeudgift med op til 20%.

Utætte vinduer koster på varmeregningen

Det koster kun din arbejdstid og materialer, men den investering er hurtigt tjent hjem. Utætte vinduer og døre kan nemlig øge varmeregningen med op til 20 %.

Begynd med selve vinduerne. Det er som regel her, du finder årsagen til utæthederne. Tjek først hængsler og beslag. Er hængslerne meget skæve, bør du overveje, om det bedre kan betale sig at udskifte vinduet helt. Hvis hængslerne er løse, vil vinduet lukke skævt og dermed være utæt. De skal strammes eller skrues rigtig fast.

Tjek rammen for utætheder

Hvis det er flere år siden, vinduet senest er blevet tjekket, kan du som regel finde utætheder ved at føre en finger rundt langs karmene. Der, hvor utæthederne er, vil der ofte have samlet sig støv og smuds eller være glatte slidmærker.

Du kan også lyse med en lommelygte langs ramme og karm. Det kan nemlig også afsløre utætheder. Markér de områder, hvor du finder utætheder med tape, så du kan finde sprækkerne igen.

Rengør rammer og karme med sæbespåner

Nu skal rammer og karme gøres rene. Pisk sæbespåner i varmt vand og brug en svamp. Tør efter med en tør klud. Husk, at træværket skal have lov at tørre, før du monterer tætningslisterne.

Sådan undgår du striber på ruden, når du pudser vinduer

Vælg den rigtige isolering

Valg af isolering afhænger af, om utæthederne består af små og nogenlunde jævne sprækker, eller om der er tale om forskellige størrelser af utætheder. Små revner tætnes med selvklæbende isoleringsbånd. Hvis utæthederne er større og ujævnt fordelt langs karme og rammer, skal du vælge en anden løsning.

To nemme bud

Tætningslister af træ med påmonteret blød gummi skal fæstnes på karmene med gummisiden mod vinduesrammerne. Gummiet skal presses let mod rammen. Herefter fæstner du trælisten til karmen med dyksøm.

P-listen, der er fremstillet helt i blød plast, har fået sit navn, fordi listen er formet som et ‘‘p’’. Denne liste virker på samme måde som nævnte tætningslisten af træ, blot er p-listen selvklæbende.

Isoleringsbånd er ikke dyrt gør det selv-arbejde

Tætning og vedlige­holdel­se af vinduer og døre er blandt de billigste gør-det-selv-arbejder. Har du brug for isoleringsbånd, koster de mellem 8-14 kr. pr. meter.

Isoleringsbånd fås som regel i pakker med seks meter. Med isoleringsbånd kan du isolere et vindue i standardstørrelse for mellem 50 og 70 kr. Vælger du isolerings­lister, koster de fra cirka 40 kr. pr. meter.

Det skal du bruge

Isoleringsarbejde på vinduer og døre er nemt at lave. Vælger du at bruge isoleringsbånd, skal du blot bruge sæbe og vand til rengøring og en god hobbykniv til at skære korrekte længder af tætningsbåndet. Vælger du at isolere med tætningslister, får du også brug for en lille sav, en æske små dyksøm (cirka 2,5 cm) og en hammer.

Twitter Print

Mest læste artikler