Danske juletræer ramt af frygtet sygdom

Vil du danse om et juletræ med misfarvede og bare grene? Nordmannsgranen har i mange år været danskernes favoritjuletræ, men nu er træsorten blevet ramt af en sygdom, der årligt koster de danske juletræsproducenter op til 50 millioner kroner. 

Julen er endelig over os, og for mange betyder det, at jagten på det perfekte juletræ er begyndt.

I mange år har den symmetriske og frodige Nordmannsgran været danskernes yndlingsjuletræ, blandt andet fordi træets grene sidder tæt og har en masse nåle. Men inden for de seneste år, har træsortens glansfulde grene fået et problem.

Det fortæller forskere fra Københavns Universitet til TV2.

Siden 2014 er træsorten nemlig blevet ramt af sygdommen ‘bare skuldre’, der medfører, at juletræerne får misfarvede og gule nåle eller taber deres nåle på det inderste af grenene.

Koster for juletræsbranchen

Det er de færreste, der køber et juletræ med bare grene. Derfor er sygdommen et stort problem for danske juletræsproducenter, der har svært ved at sælge de afpillede træer.

I år er hele femten procent af de danske nordmannsgraner ramt af sygdommen, og det koster dyrt, fortæller Claus Jerram Christensen, der er direktør for Danske Juletræer, til tv-stationen:

“Det er rigtig træls for juletræsbranchen, for producenterne mister penge. Opkøberne er meget kritiske, og træerne bliver i værste fald helt usælgelige, og det kan give et ret stort tab til den enkelte,” siger han. 

Eksport og salg af juletræer er en stor industri i Danmark, og sygdommen vurderes til årligt at koste juletræsbranchen mellem 20 og 50 millioner kroner i eksportindtægter, da der er øget konkurrence fra især Tyskland og Polen. 

Derfor har flere producenter af juletræer igangsat en række videnskabelige projekter i samarbejde med Københavns Universitet, der skal forsøge at finde en løsning på problemet.

Mangel på magnesium

‘Bare skuldre’ rammer ikke alle træerne i juletræsbevoksningerne, selvom de deler samme jordbund og får samme gødning.

Ifølge forskerne er én af årsagerne til sygdommen derfor, at de skadede træer mangler evnen til at optage og udnytte magnesium. Samtidig mener de, at træer med bestemte gentyper kan tænkes at være mere disponerede for at få ‘bare skuldre’ end andre. 

Fæld dit eget juletræ 

Selvom sygdommen er et stort problem for de danske juletræsproducenter, er der stadig mange flotte juletræer på de danske juletræsplantager. Leder du efter en hyggelig plantage, hvor du og familien kan tage på fæld-selv-skovtur? Så finder du her en liste med nogle af de bedste juleplantager i hele Danmark med adresser, links og åbningstider.

Kilde: Tv2.dk 

Mest læste artikler