Stearinlysets historie – fra nødvendighed til hygge

Levende lys bliver i dag brugt som en selvfølge. Inden elektricitetens indtog var de helt nødvendige, da de var uundværlige som lyskilde i den mørke vinter.

Twitter Print

Levende lys brugt til at orientere sig

Levende lys kendes så langt tilbage i historien, som vi kan komme. I hvert fald fra 700-tallet før Kristus kendes til egentlige lys, og tilbage i tiden var formålet nok overvejende praktisk.

– Der har ikke været meget lys fra flammen, kun lige nok til at man kunne orientere sig i mørket, klare gøremålene i husholdningen og finde vej ud til stalden, fortæller Mikkel Venborg Pedersen, museumsinspektør på Nationalmuseet.

Dyrt og tidskrævende at fremstille lys

I bondekulturen havde man kun et enkelt, tyndt lys, da andet var for dyrt. Lysene krævede slagtede får, da de var lavet af fåretælle – altså fedt fra dyret. Man kunne også bruge oksetælle eller bivoks. Fremstillingen af lys krævede ikke blot fårefedt, men også store mængder tålmodighed. Fårene blev slagtet i september, og herefter kunne lysdypperiet gå i gang.

– Det var en opgave, der typisk blev overladt til en ældre kvinde i huset. Først blev tællen smeltet, og så kunne bedstemor ganske langsomt dyppe tekstilsnore i det flydende fedt i en gryde – en beskæftigelse, der kunne stå på vinteren igennem, siger Mikkel Venborg Pedersen.

Flere lys ved højtiderne

Når lysene var færdige, blev de enten hængt op eller gemt i skabe for at minimere risikoen for, at musene skulle holde festmåltid i fårefedtet. Når tællelysene senere hen blev tændt, var det vigtigt, at der altid var nogen i nærheden – tællelys spruttede nemt og var temmelig usikre at bruge. Ved særlige højtider som fx jul var det almindeligt at bruge flere og større lys for at markere festlighederne.

Lyset fortrænger mørkets farer

Højtiden omkring Jesu fødsel har altid været forbundet med lys. Jesus kaldes også Verdens Lys, og det hænger fint sammen med den førkristne midvinterfest, som netop var en fest for vejen mod lysere tider. I gammel folketro er lyset symbol på det, der fortrænger mørket og alle dets farer.

Stearinlys siden 1830

I dag er det heldigvis knap så besværligt, spruttende og ildelugtende for os at få glæde af flammen fra lyset, da vi har stearinen, som har været brugt siden ca. 1830. Den praktiske funktion af de levende lys blev udkonkurreret ved elektricitetens indtog i slutningen af 1800-tallet – nu tænder vi de levende lys for hyggens, stemningens og symbolikkens skyld.

Gode råd, når du tænder stearinlys

Følg disse råd fra Miljøstyrelsen, når du tænder lys:

  • Stil ikke levende lys i træk
  • Klip vægen ned
  • Pust lyset ud, hvis det soder
  • Undgå duftlys
  • Brænd ikke gelelys helt i bund
  • Luft godt ud, efter lysene har været tændt
  • Både stearin- og paraffinlys udleder artikler. Hvis du vil minimere partikler indendørs, kan du bruge lys af bivoks eller sojalys, som er lavet af voks fra sojabønner.
Twitter Print

Mest læste artikler