Sådan bruger du vinterhaven til at lave den smukkeste julekrans

Skab en julekrans til døren med ting, du alligevel allerede har i haven eller let kan finde i naturen. Se nogle af de bedste bud på en naturskabt julekrans til døren her.

Julen står for døren. Vil du gerne bruge naturen i din julepynt, kan du nemt lave din egen julekrans af ting fra haven eller skoven.

Til at binde julekransen kan det være en god ide at bruge en oasis-form eller en halmkrans som base. Derfra kan du binde næsten alt, hvad du ønsker fra naturen, på kransen såsom kogler, gran og bær. Du kan også pynte med julekugler og en lyskæde for at skabe ekstra julehygge i den kolde tid.

Vi har fundet et udpluk af fine julekranse på YouTube og Instagram, så du kan få inspiration til, hvordan du kan binde en smuk krans af ting fra din have og naturen.

Julekrans af kogler

Kogler af enhver slags kan plukkes fra træerne eller findes på jorden i haven eller i skoven. Måske har egernet været med til at forme koglerne – så meget desto bedre.

Alle typer af kogler kan bruges alene eller sat sammen. Koglerne er også taknemmelige at male på, så længe de er kommet af med den værste fugt. Hvis du ikke har tid til vente på det, så kan de lægges i ovnen i en halv times tid på 200 grader. Når de er kølet ned, er de lette at lime sammen til en fin julekrans.

View this post on Instagram

A post shared by Mie❤ (@mieschjer)

Grankrans til døren

Gran er julens træ. Den er stedsegrøn, så den kan bruges hele året rundt. Det er let at skabe struktur i en julekrans til døren med grankviste, og det er også let at få kvistene til at sidde fast i den oasis eller halmkrans, der udgår kransens faste struktur.

Med hensyn til den øvrige pynt så er det bare om at slippe den indre julenisse løs. Der er frit valg på alle hylder blandt julens mange ornamenter. På denne krans giver de farvede bær og et guldbånd det sidste juletouch.

Julekrans af gran og røde bær
Fin julekrans i gran og røde bær til døren. Foto: Claus Dalby i VoresVilla.

Julekrans i mos

Mos er også allevegne. Det er lidt vanskeligere at montere mos. Det kræver noget lim og noget præcisionsarbejde, men resultatet kan meget let komme til at se helt eventyrligt ud – som i denne julekrans med sløjfe.

Buksbom til døren

Buksbom finder man også allevegne i månederne op til jul. De kan både bindes sammen eller stikkes fast i en rund oasis-form. På den måde får du en fin og enkel krans til døren, som du kan nyde hele december.

Krans af blød enebær

Blød enebær er også oplagt til en fin julekrans til døren med sin mørkegrønne farve. Samtidig er blød enebær også let at binde om en krans med sine tynde og bløde grene. Du kan tilføje nogle røde bær og et bånd, som i denne julekrans, som vi har fundet på YouTube, for at skabe endnu mere julestemning.

Julekrans af julestjerner

Du kan også lave en julekrans af gran og kviste fra naturen, som du supplere med købte blomster.

Hvis du vil byde dine gæster velkommen med en helt særlig julepynt, kan du hurtigt forvandle den klassiske, grønne dørkrans til en farvebombe eksempelvis med julestjernernes smukke farvepalette.

Julekrans til døren med julestjerner
Julekrans til døren med julestjerner i forskellige farver. Foto: Annette von Einem i idenyt.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler