Den gamle have i København åbner igen op for julestemningen. Her kan du i år se masser af julelys på Tivolis mange træer, opleve julemanden i aktion med hans hjælpere og få smagt på nogle af de julegodter, haven tilbyder. Tivoli inviterer nemlig til jul fra den 19. november til den 31. december.
I forlystelsesparkens mange boder kan du finde julepynt og lokale specialiteter. Skulle sulten trænge på, kan du også finde juleboder med mad og drikkevarer på plænen.
Tivolis juleshow og julestue
Tivolis Big Band, Rasmus Botoft og mange andre musikalske gæster hjælper med at spille julen ind til Tivolis juleshow den 7. december i koncertsalen.
Nøddeknækkeren bliver opført for 5. gang i Tivolis koncertsal. Dronning Margrethe har igen i år stået for scenografien og kostumerne. Dette kan du og familien opleve fra den 26. november til den 23. december.
Der er også underholdning for de voksne i form af Tivolis Crazy Christmas Cabaret. Den kan allerede ses fra den 15. november i glassalen.
I julestuen kan de mindste i familien møde julemanden, kigge ind til nissernes værksted, og se ind i julemandens stald. Alt dette og meget andet er denne gang at finde på Tivoliplænen.
Du kan læse mere om jul i forlystelsesparken lige her.