Lav din egen adventsdekoration

Havemand Claus Dalby og blomsterdekoratør Hanne Utoft giver dig historien bag adventskransen og de bedste tips til at kreere din egen adventsdekoration.

Snart er det advent og er du til den traditionelle røde jul, eller sværmer du for de grønne og hvide toner?

Mon ikke at mange har det ligesom jeg; at julen for alvor begynder den første søndag i advent? Det betyder, at julestemningen for alvor indfinder sig her den 27. november, som er første søndag i advent i år. 

Det er faktisk den tidligste dato, den første adventssøndag kan falde på – det skyldes, at juleaften i år er en lørdag. Næste år er det juleaften en søndag, og det er samtidig den fjerde søndag i advent. Dermed tager adventen i 2023 først sin begyndelse den 3. december. 

Men i år skal vi altså tidligt i gang – jeg tænker, at det for mange er en tradition selv at binde en adventskrans eller fremstille en adventsdekoration.

Adventskransens historie

Adventskransen kom til Sønderjylland efter krigen i 1864, men på det tidspunkt hørte Sønderjylland under Tyskland. Så hvis man skal være helt præcis, kom adventskransen først til Danmark i 1920, da Sønderjylland blev dansk. Men det var først omkring tyve år senere, at adventskransen blev allemandseje.

Oprindeligt var adventskransen af gran med fire hvide lys og røde sløjfer. Sådan er det stadig i en del danske hjem, men traditioner ændres over tid. 

Således laver mange i dag en adventsdekoration i stedet for en krans. En ting er dog sikkert; der skal fire lys i.

Foto: Claus Dalby

Nostalgisk jul

Mange sværger til de røde toner, mens andre vælger et grønt eller hvidt tema. Meget tyder dog på, at vi efter nogle triste år med covid 19 er blevet mere nostalgiske. Også, hvad julen angår. Det har jeg hørt adfærdsforskere berette om. Så måske bliver der i år skruet ekstra op for de røde toner.

I videoen herunder viser min gode ven og samarbejdspartner, blomsterbinder Hanne Utoft, sit bud på en adventsdekoration med et nostalgisk – og samtidig nutidigt – touch.

Her er ikke tale om en krans, men om en æske med høje, slanke røde lys, der spiller sammen med naturmaterialer i matchende toner. I æsken er der fyldt ler, som dækkes med blød enebær og pyntes med små hyben, paradisæbler, rosetblomst, kogler og kastanjer.

Rødt er ikke bare rødt

Jeg elsker at binde buketter og lave dekorationer; ikke blot til jul. Og jeg suger til mig hos fagfolk. I bund og bund er jeg jo havemand og blot en glad amatør, hvad det dekorationsmæssige angår.

En af de allerdygtigste blomsterdekoratører, jeg kender, er Hanne Utoft. Vi har kendt hinanden i mange år, og jeg er fuld af beundring over det, Hanne frembringer. Det er som nævnt også Hanne, der har kreeret den smukke adventsdekoration nedenunder.

En bakke er perfekt at arrangere på. Og skal det gå hurtigt, er det nemt og effektfuldt med fire stager.
Foto: Claus Dalby

Hanne fremhæver, at der er mange former for rødt, og hun holder især af de mørke bordeaux toner, fordi de giver et særligt luksuriøst præg. Og det er en farve, der falder i manges smag – også dem, der normalt ikke bryder som om rød.

Når der skal lys i en dekoration, bruger Hanne altid ler som base, fordi det sikrer, at lysholderne står godt fast.

Det grønne dække består af kviste blød enebær, som Hanne fastgør til leret ved at presse stænglerne ned med bagsiden af en kniv. Blød enebær har – modsat gran – den fordel, at den ikke taber nålene.

 Hvad pyntningen angår, er mulighederne mange, men Hanne holder af at bruge bær og andre naturlige materialer. Bling bling er der ikke meget af i hendes dekorationer. Højst et lille drys glitter, men ellers ingen kunstige materialer.

Flammerne på lysene giver eventyrstemning nok i sig selv, og helt fra første søndag i advent tænder Hanne alle fire lys og skifter dem ud undervejs, fordi hun – som hun siger – ikke bryder sig om at se på lys i varierende højder. Og sådan har jeg det også.

Mest læste artikler