Lav selv flotte og unikke julekugler til dit juletræ

Både du og børnene kan nemt og hurtigt lave fine og personlige julekugler til at pynte både træ og vinduer. Du kan eksempelvis bruge forskellige knapper, kantbånd og kvaster - fantasien er det eneste, der sætter grænsen.

Gør-det-selv julekugler

Julekugler er allevegne i den søde tid. Der er alt fra fuldt dekorerede pragtglaskugler til ensfarvede julekugler i både plastik og glas. De ensfarvede julekugler er et godt udgangspunkt for nogle hyggelige stunder med DIY julekugler sammen med børnene – eller endda alene (hvis du er en rigtig julenisse).

Er det plastikjulekugler, du bruger, kan du ret let finde dem i pakker af 6 for under 25 kroner. 6 julekugler i glas kan typisk fås for lidt over 100 kroner. Her er nogle bud på nogle af de ting, du kan bruge, når du skal lave dine egne helt personlige julekugler.  

Pynt julekugler med knapper

En julekugle fyldt med forskellige knapper – det kunne jo være til den sy-interesserede veninde eller bedstemor.

Find resterne frem fra gemmerne

Du skal i gemmerne og finde rester – bånd, knapper, glansbilleder, stof, perler – hvad som helst, (der ikke er for stort), kan bruges til at lave de fine kugler.

Limpistol til julekuglerne

Derudover skal du bruge en limpistol eller limstift (det er dog en del nemmere at få tingene til at sidde fast med limpistol frem for limstift). Til børnene kan du vælge at købe brudsikre plastikkugler og glitterlim – de går ikke så nemt i stykker, og så er glitterlim sjovt at arbejde med.

Genbrugsbutikker og hobbyforretninger

Hvis du ikke er samlertypen og ikke har nogle “gemmer” med småting, kan du finde masser af sjove ting i genbrugsbutikkerne! Du kan finde upyntede julekugler i velassorterede hobbyforretninger og supermarkeder.

Et æggebæger holder styr på julekuglen

Brug eventuelt æggebægre til at holde styr på julekuglerne, efterhånden som arbejdet skrider frem. Så undgår du, at de triller fra dig under arbejdet.

Tips til arbejdet med julekuglerne:

  • Det er altid en god idé at planlægge hvert lille projekt, inden man går i gang med limpistolen.
  • Vælg de farver, materialer og detaljer, der skal bruges, og overvej cirka hvor du vil have dem, det giver altid det flotteste resultat.
Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler