Du kan godt begynde at indstille juleslæden på en tur til grænselandet. Schackenborg Slot slår nemlig dørene op til et sandt juleeventyr, når Jul på Schackenborg med Blomsterkunstneren Johnny Haugaard i spidsen løber af stablen. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Johnny Haugaard, som går under navnet Blomstermanden, har i samarbejde med en masse kreative frivillige fra hele Danmark, skabt årets juleudstilling, og han glæder sig meget til at byde velkommen i det sønderjyske.
– Jeg glæder mig oprigtigt til at være en del af det sønderjyske de kommende måneder. Jul på Schackenborg – Danmarks Smukkeste Juleudstilling, er naturligvis smuk af udseende, men det smukkeste er det, der bliver skabt af de mange hænder, som vil kreativiteten, siger Johnny Haugaard.
Naturen i fokus
Væggene på Schackenborg vil blive omdannet, loftet vil blev åbnet, Guldhornene vil komme tilbage sammen med vægge af mos, tæpper af blade, kogler og gran.
– Jul på Schackenborg betyder noget helt særligt for os her på Schackenborg – for alle medarbejdere og for de frivillige, der er involveret i årets juleudstilling. Det er en virkelig dejlig tradition, som vi ikke mindst i år er glade og særligt taknemmelige for, at vi kan realisere. Fællesskab, sammenhold og glæden ved igen at kunne deltage i og nyde kulturelle oplevelser er vigtig, siger Trine Jepsen, der er administrerende direktør for Schackenborg Fonden.
Juleudstillingen er åben fra tirsdag til søndag fra d. 11. november til og med d. 19. december fra kl. 10-17. Torsdage fra kl. 10-21. Billetter kan købes på slottets hjemmeside her.