Overraskende: I år skal du tale med dine julelys

Mange danskere gør en dyd ud af at pynte op med lyskæder i haven eller i hjemmet, når vinteren og julen banker på døren. Samtidig er sortimentet af lyskæder i rivende udvikling. Bliv klogere på de nyeste lystrends her.

For mange danskere er det en årlig juletradition at overvære, når julelysene tændes ved d’Angleterre på Kongens Nytorv og hos Salling på gågaden i Aarhus. Der er også stor begejstring for de funklende julelys i mange danske stuer og haver, hvor lyskæder pryder både vindueskarme, buske og træer og skaber en hyggelig julestemning i den kolde tid.

Danskerne køber flere lyskæder

Normalt bliver et produkt revet ned fra hylderne i en sæson eller to for derefter at vende tilbage til et normalt salg. Det gør sig dog ikke gældende for salget af lyskæder. De seneste fire år er salget af lyskæder nemlig steget markant, og det ser ud til, at det fortsætter med at stige.

– Det særlige ved julebelysningen er, at den markante vækst bliver ved, og efter al sandsynlighed nu for femte år i træk. Det sker stort set kun for de varegrupper, der indgår i internationale trends. Og ser man på, hvor udbredt julebelysning er i de lande, der normalt definerer vores forbrugertrends, så tyder det på, at der venter endnu mere inspiration til os i fremtiden, fortæller Palle Thomsen, administrerende direktør ved Brancheforeningen Danske Byggecentre, i en pressemeddelelse.

Stemmestyrede lyskæder

I tråd med et øget fokus på Smart Home, hvor du kan styre flere funktioner i hjemmet med din telefon, bliver det nu også muligt at styre julelyset via en app på telefonen eller med din stemme.

– Du kan designe dit eget lysshow og vælge farver og lysets bevægelser sammen med familien. Der kan være festligt lys, som bølger eller blinker i takt med musikken til julefrokosten eller hyggeligt lys, når familien samles om eftermiddagen. Har du stemmestyring i dit hjem med for eksempel Google Home, så kan du også styre julelyset med stemmen, fortæller Martin Varberg Lüchtemeier, produktchef hos XL-BYG.

Klimavenlige lyskæder

Styring af lyskæder med telefonen eller stemmen sikrer både besparelser på elregningen og i forhold til klimaet. Det skyldes, at den øgede efterspørgsel på lyskæder har medført en udvikling i sortimentet af lyskæder. Et stort udvalg af lyskæder med klimabelastende glødepærer er erstattet af lyskæder med mere klimavenlige LED-pærer. Derudover er det muligt at indstille lyskæderne til at slukke og tænde automatisk og dermed kun i de tidsrum, det passer dig.

Med de nye typer af lyskæder er der altså lagt op til en funklende juletid fyldt med varme og fine farver.

Læs også: Lyskæde udendørs til jul | så meget koster lyskæder i strøm

Læs også: Alt du skal vide om julebelysning til huset og haven

Mest læste artikler