Overraskende: SÅ mange køber kunstige juletræer

Vi køber juletræer af plastik som aldrig før - og det overrasker trendforsker. Der er dog en rigtig god grund til at investere i de kunstige, grønne grene. Se hvorfor her. 

Når vi danser om juletræet den 24. december, er det ikke nøvdendigvis den populære Nordmannsgrann, der er i centrum for festlighederne. I dag er flere familier nemlig begyndt at pynte op med kunstige juletræer i plastik.

Det viser nye salgstal fra havecenteret Plantorama. Her kan man både gå på opdagelse i skove af kunstige og klassiske juletræer, og det er tydeligt, at efterspørgslen på de kunstige grangrene er steget markant indenfor de seneste år.

Mens der i 2014 blev solgt plastiktræer for 843.380 kroner, lød tallet nemlig på 2.037.503 kroner sidste år – en stigning på hele 141 procent. 

Går imod den naturlige tendens

At folk i stigende grad vælger de kunstige plastikjuletræer frem for de naturlige gransorter overrasker imidlertid trendforsker og livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg.

– Det går jo direkte imod den megatrend, der er i tiden. De sidste ti år har vi i højere og højere grad søgt det naturlige og autentiske – vi har endda set, at folk forsøger at trække naturen med ind i hjemmet, fortæller han i en pressemeddelelse. 

Han kan dog sagtens se, at der er nogle rent praktiske perspektiver, der giver god mening, når vi vælger de kunstige træer: 

– I øjeblikket er der meget fokus på genbrug og bæredygtighed, og det hænger fint sammen med, at flere vælger en type juletræ, der kan genbruges år efter år. Og med et kunstigt træ behøver du heller ikke gå på kompromis med kvaliteten i nær samme grad som tidligere. Man skal jo faktisk helt hen og røre, før man kan se forskel.

Ligner rigtige træer 

Tidligere var det tydeligt for enhver, at de kunstige juletræer ikke var vokset af muld og solskin. I dag er kvaliteten dog markant bedre, og selvom priserne typisk er højere for plastikjuletræerne end for de traditionelle, vælger flere at investere i de kunstige grene. 

– Nogle vælger de kunstige træer for at undgå dryssende grannåle på gulvet, mens andre gerne vil have et, der kan bruges igen og igen, så der ikke skal bruges penge på et nyt juletræ til næste år. Interessen for de kunstige juletræer er vokset støt gennem de seneste år, og vi oplever faktisk ofte kunder, der bliver overraskede over, at det er et kunstigt træ, de står med i hånden, siger Anders Midtiby, der er indkøbschef i Plantorama.

Find det perfekte juletræ til dig 

Du kan både finde plastikjuletræer i store, naturtro størrelser, i dyre luksusudgaver og i billigere versioner, der passer perfekt til små lejligheder. Vil du selv være med på den bæredygtige tendens? Så se med her, hvor vi guider dig til at købe de bedste kunstige juletræer

Mest læste artikler