Sådan sparer du penge på dit lyskædeforbrug

Det er igen blevet højsæson for hyggelige, funklende lyskæder både inde og ude til at lyse mørket op. Med disse to smarte tiltag undgår du, at julehyggen får din pung til at bløde.

Lyskæde på hus

Danskerne har tilsammen cirka 4,2 millioner lyskæder, og med de høje elpriser, vi ser i øjeblikket, vil lyskæderne både belaste elregningen og klimaet mere end nødvendigt. Men med få ændringer kan du spare på din elregning uden at gå på kompromis med lyshyggen. Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Sådan sparer du på elregningen

Energistyrelsen kommer med to smarte tiltag, som kan have stor betydning for både pengepungen og klimaregnskabet, når det kommer til julebelysningen derhjemme.

For det første bør du købe LED-lys. Hvis du udskifter en lyskæde med 100 glødepærer til en lyskæde med 100 LED-pærer, kan du således spare op til 657 kroner om året på elregningen og 59 kg. Co2. Du kan også spare strøm ved at vælge lyskæder med lavt elforbrug. Elforbruget fra LED-lyskæder varierer fra under 1 watt til over 30 watt. Du kan se effekten for din lyskæde på pakken.

Køb et tænd/sluk ur

Derudover bør du kigge på en automatisk løsning, så lyset ikke er tændt døgnet rundt. For som fuldmægtig Daniel Benner fra Energistyrelsen siger:

– Vi glemmer ofte at slukke lyskæderne eller får ikke taget dem ud af stikkontakten hver dag. Det giver en masse lys, som ingen har glæde af, og det kan vi hver især gøre noget ved. Med så mange lyskæder i hjemmene vil det have en mange bække små-effekt, hvis vi kan ændre vores lyskædevaner.

Energistyrelsen anbefaler derfor, at man køber en timer, eller et såkaldt tænd/sluk ur. Ved at sætte styring på, så lyskæderne eksempelvis kun er tændt fra kl. 16-23 i stedet for hele døgnet, kan du spare 70% af strømforbruget. Et tænd/sluk-ur kan købes for under 50 kroner i dit lokale byggemarked. Du kan også købe LED-lyskæder med indbygget timer og lavt elforbrug, så opnår du en økonomisk besparelse og udleder samtidig mindre CO2.

Læs også: Lyskæde udendørs til jul | så meget koster lyskæder i strøm

Mest læste artikler