Sådan spiser du så meget julemad som menneskeligt muligt

Hver eneste jul samles danskerne om and og flæskesteg og propper sig, indtil de næsten ikke kan gå. Du kan imidlertid spise endnu mere af den gode mad, hvis du benytter denne metode.

Udskæring af and

Maden er som regel af den allerbedste slags juleaften, og ikke sjældent kan der lyde et lille pip og et fromt juleønske i stil med dette:

“Gid jeg dog kunne spise noget mere”. 

Til ovenstående stakler er der heldigvis hjælp af hente. Fem – aldeles usunde – råd sikrer, at vedkommendes mave vil være fyldt til bristepunktet efter julens gastronomiske højdepunkt. 

5 råd fylder maven

1. Forbered dig grundigt

Det siger sig selv, at din mave skal være tom, hvis du vil have plads til mest muligt af festmåltidet. Det er dog vigtigt, at du ikke ligefrem sulter, da du så risikerer at spise for hurtigt og dermed blive mæt, inden du kan sætte tænderne i 3. og 4. portion

– Det er ikke en god idé at faste, fortæller den amerikanske diætist Leslie Bonci til Popular Science. I stedet bør du spise som normalt, men stoppe med at indtage mad 4-6 timer inden aftenens udskejelser.

Derudover anbefaler diætisten også, at du dyrker motion tidligt på dagen. En rask løbetur stimulerer nemlig ikke bare appetitten. Det sætter også skub i fordøjelsessystemet, så du kan være sikker på at have en tom mave, inden det går løs.

2. Fyld din tallerken med omtanke

Hvis du vil fylde din mave til randen med julemad, skal du også tage højde for, at visse fødevarer hurtigere gør dig mæt.

Din krop udskiller eksempelvis flere mæthedshormoner, når du spiser fede og proteinrige fødevarer som and, kalkun og flæskesteg. 

Kartofler, salater og brød derimod kan din mave nemmere håndtere.

– Du kan gøre maximal skade på din krop med den slags mad, eftersom du kan proppe dig uden at føle dig mæt, siger Leslie Bonci

Med andre ord skal du begynde med kulhydraterne og spise kødet til sidst. Derudover er det også en god idé at holde sig fra fiberrige grøntsager og fuldkorn, da de fødevarer suger vand til sig og optager sparsom plads. Og nå ja, hold dig også til at indtage små sjatter væske – du skal spare på pladsen. 

Eller for at opsummere: Spis som et barn.

3. Hold en pause

Hvis du har fulgt ovenstående håbløse kostråd, kan magien indtræffe nu. Lette kulhydrater fordøjes hurtigere end grøntsager og kød, og i løbet af blot 30 minutter vil din mave derfor være klar til at modtage nyt indhold.

Og således kan du begynde at spise portion to, tre eller fire…

4. Op på hesten igen

På dette tidspunkt i julemiddagen vil du sandsynligvis føle dig som en udstoppet gris. Det er imidlertid ikke tid til at sige ‘tak for mad’ endnu. Diætisten Leslie Bonci har endnu et usundt kostråd i ærmet.

– Bevægelse hænger sammen med fordøjelsessystemet. Hvis du rejser dig op og spiser videre, vil maden fordøjes hurtigere, og mæthedsfølelsen vil derfor også først indtræffe senere, fortæller hun.

5. Spring aldrig desserten over

Søde sager mætter ikke i samme grad som andre fødevarer. Tag derfor skeen i den anden hånd, og grav dybt i risalamanden.

God appetit!

P.s. Hvis du ønsker at spise mindre juleaften, skal du gøre det stik modsatte af ovenstående råd.

Mest læste artikler