Sådan arrangerer du den årlige klippe-klistre-dag

Få opskriften på, hvordan du arrangerer en juleklippedag, der både er overskuelig og sjov. En dag, hvor gæsterne endda kommer hjem med både juleklip, konfekt og lækkert julebag.

Søndag er en god dag til julehygge
Start med at fastsætte en dato og inviter straks alle, der skal med. Overvej, hvornår det er mest hensigtsmæssigt at lægge arrangementet – mange har dedikeret lørdag til julegaveindkøb eller har måske været til julefrokost aftenen før, og er derfor ikke oplagte til et stort arrangement. Søndag eftermiddag viser sig tit at være et godt tidspunkt.

Skriv elementerne ned
For planlægningens skyld er det en god idé at sætte en svardato – ikke for langt ud i fremtiden. Lav en seddel med hver af de ‘elementer’ arrangementet skal indeholde fx. julebag, julepynt og konfekt. Hvis der kommer mange, kan du udvide med fx. lysdekorationer o.lign. På hver seddel skriver du de ting, som skal bruges til den enkelte aktivitet.

Julebag:

Ingredienser til fx vanillekranse, brunkager og klejner. Der er ingen grund til at gøre det mere besværligt end nødvendigt, så lad bare selv gæsterne finde ingredienserne i deres egne opskriftsbøger.
Du kan også finde mange gode opskrifter på Arlas hjemmeside og på Kogebogen.dk

Julepynt:
Silkepapir, glanspapir og karton i forskellige (jule)farver, stjernestrimler, sølv- & guldfolie, piberensere, vat, hobbylim osv. Også her kan du opfordre deltagerne til at låne klippe-klistre-bøger på biblioteket, for ideer, skabeloner og materialer. Bøgerne skal naturligvis helst medbringes på dagen.

Konfekt:
Ingredienser og pynt til (fx) havregrynskugler, marcipanstykker med chokoladeovertræk, fyldte dadler.

Del opgaverne ud til gæsterne
Når du ved, hvem der kan komme, deler du de forskellige opgaver ud til gæsterne, så alle får lige mange opgaver. Alt efter deltagerantal, kan det være, at de forskellige “hold” er nødt til at have flere opgaver, så kan du splitte op sådan, at familie A, B, C og D hver skal sørge for ingredienser til én konfekt-ting, én småkage-ting osv. Så bliver omkostningerne også fordelt ligeligt. 

Gæsterne skal have limstifter og sakse med
Enkelte ting må der gerne være rigeligt af – det er derfor en god idé at bede alle tage limstifter, sakse og linealer med, og ligeledes glas og dåser til konfekt og julebag.

Din opgave er, at gøre klar til hyggedagen
Prøv at uddelegere alle opgaverne sådan, at når dagen kommer, kan du koncentrere dig om at lave gløgg, kakao og varme æbleskiver klar til gæsterne, lægge voksdug på klippe-klistre bordet, tænde stearinlys og gøre hyggeligt, til gæsterne kommer.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler