Et simpelt trick der retter juletræet op
Det hele spiller først rigtig, når der står et lige juletræ med funklende julepynt. Men den årlige udfordring med at få juletræets stamme finjusteret, så det står helt lige, kan være frustrerende at bakse med. Vi er derfor sikre på, at du vil sætte pris på dette simple trick.
1. Skær de nederste grene af
Fjern de nederste grene, så der er 10-15 centimeters fri stamme fra bunden. Så er der plads til en stor bunke julegaver under træet.
2. Find noget at skære efter
Du skal bruge noget med en lige kant, som du kan skære efter. Det kan eksempelvis være papir eller en rest gavepapir med en lige kant intakt.
3. Pak stammen ind og skær
Vikl nu juletræets stamme ind i papiret med den lige kant nederst. Sav nu efter papirets kant.
4. Sæt juletræet fast på en fod
Nu er stammen skåret lige og er nu klar til at blive monteret på en juletræsfod.
5. Finjuster med filtdutter
Selv om træet nu er lige, kan det alligevel se skævt ud på grund af eksempelvis gulvets eller husets hældning. Dette kan du tilrette med selvklæbende filtdutter.
Nu er juletræet helt lige, og det er klar til julepynt – og ikke mindst julegaverne under.