7 ideer til de smukkeste dekorationer med julestjerner

Den røde julestjerne er en fast del af julens dekorationer, men vidste du, at den findes i flere smukke farver? Se med her, hvor vi giver dig 7 bud på, hvordan du let kan skabe farverige dekorationer med den alsidige julestjerne. 

Julestjerner er lige så meget en del af julen som juletræer, hjemmebagte småkager og stearinlys – og den klassiske julestjernes højrøde blade er ideelle til at dekorere hjemmet med i juletiden.

Men faktisk er den smukke vinterblomst meget alsidig og mangfoldig, og den findes både med laksefarvede, gule, kanelfarvede, roséfarvede, hvide eller abrikosfarvede blomster, der minder om bladene i en efterårsskov. Og de smukke farver er ikke kun forbeholdt oktober og november måned.

Når juleugerne begynder, bliver de farverige stjerner let en del af julepynten.

Se med her, hvor blomsterdesigneren Annette von Einem giver 7 bud på, hvordan du kan bruge vinterens smukke blomst til julens dekorationer.

7 fine ideer til juledekorationer med julestjerner

Selvom rød og grøn altid vil være de klassiske julefarver, er kombinationer af nordisk kølige blå, sølv og hvid, overdådige farver som lilla, rød og guld samt de romantiske, sarte pastelfarver blevet næsten lige så populære i nutidens julepynt. Og takket være julestjernens utrolige alsidighed er den en perfekt følgesvend i enhver farveverden – både som miniplante, potteplante eller med afskårne blomster.

Find selv inspiration her.

1. Smukke vintergrene

Med et par grene fra haven, julekugler og et par afklippede julestjerner kan du hurtig skabe en smuk og farverig dekoration i hjemmet. Du kan både bruge julens klassiske farver, skabe vintergrene med julekugler i sølv og hvide blomster eller lege med farverne som her.

Uanset om den fungerer som en farverig juledekoration eller et originalt alternativ til det klassiske juletræ, vil denne gren med farverige julekugler altid være et flot blikfang. Det særlige her: Ved at fjerne toppen på nogle af julekuglerne, er de blevet forvandlet til små vaser, som smukt holder de afskårne julestjerner i forskellige farver.

Tip: Afskårne julestjerner kan holde sig i to uger i vand, hvis afstrømningen af plantesaft stoppes umiddelbart efter afskæring af stilkene. De skal bare dyppes i 60°C varmt vand i nogle sekunder og straks derefter i koldt vand.

2. Adventskalenderen

Her er et bud på en virkelig simpel måde, hvorpå du kan bruge julestjernen i årets juledekoration. En lysestage, julekugler og et par smukke, afklippede julestjerner. Mere behøves ikke.

En gylden tallerken holder fire lys, kugler, kogler og afskårne julestjerner i vandrør. En rigelig vandforsyning vil holde blomsterne friske i op til to uger. Dyp de nyklippede stilke kortvarigt i 60°C varmt vand og strakt derefter i koldt vand.

3. Adventskalender i pastelfarver

Julens farvepalette er ikke kun rød og hvid. Leg med farverne som her, hvor adventskalenderen er holdt i fine, sarte pastelfarver med smukke kugler og lyse julestjerner. Sæt flere glaskugler i forskellige pastelfarver sammen med en limpistol. Alternativt kan du lime glaskuglerne fast på en krans-base og udfylde mellemrummene med gran eller andet grønt. For at få blomsterne ind fjerner du toppen på nogle af glaskuglerne, tilføjer vand og isætter afskårne julestjerner. De andre kugler vender toppen indad. Med et par grankviste og fire lys i lysholdere er juledekorationen færdig.

4. Den klassiske adventskalender

Foretrækker du en klassisk rød jul, kan den klassiske julestjerne også gøre underværker. Se for eksempel her, hvor de røde blade giver liv til årets adventskalender. Læg to små klodser blomsterskum i en rund, flettet kurv og sæt lysholdere fast i skummet. Sæt minijulestjerner i kransen. Udfyld mellemrummene med mos, bær og julepynt. Tip: Vælg specielle julestjerner! Sorter med frynsede blade vil få en enkel krans til at se mere overdådig ud.

5. Årets smukkeste julekrans med julestjerner

Julen starter allerede ved dørtrinnet, og hvis du vil byde dine gæster velkommen med en helt særlig julepynt, kan du hurtigt forvandle den klassiske, grønne dørkrans til en farvebombe med julestjernernes smukke farvepalette.

6. Blomsterbuketten

Det bliver ikke nemmere! Med julens smukke blomster samlet i en buket, kan du hurtigt og simpelt skabe julestemning i hjemmet.

Julestjernens flotte blade er nemlig ikke blot fantastiske i blomsteropsætninger, men også i vinterbuketter. Denne farverige buket er med julestjerner, riddersporer, havenelliker, mimoser og eucalyptus.

7. Den kreative uro

Er du til kreativ og anderledes julepynt, kan en uro med dit yndlings julepynt og et par julestjerner i skønne farver være en nem og smuk løsning. Her svæver fjer, forskelligt julepynt og afskårne julestjerner i vandfyldte rør i forskellige højder på en simpel stålring.

Sådan holder julestjernen hele sæsonen

Lys er denne juleklassikers livseliksir. En plads tæt på et vindue er velegnet, og selv fuld sol er ikke et problem om vinteren på vores breddegrader. Den ideelle temperatur spænder mellem 15 og 22°C. Når du lufter ud, skal du sørge for, at planten ikke står i træk. Så længe vinduet er åbent, er det bedst at flytte julestjernen hen i et sikkert hjørne. For at holde en julestjerne i topform skal du stille den på et varmt, lyst sted, hvor den ikke får træk.

Når det gælder plantepleje, er der ikke den store forskel på de særlige varianter af julestjernen og den klassiske røde. De trives alle på lyse, varme steder i temperaturer mellem 15 og 22°C og med jævnlig, moderat vanding med vand i stuetemperatur. De er alle følsomme overfor kulde og træk.

Sådan finder du ‘Efterårsstjernerne’

‘Efterårsstjernerne’ findes med beskrivende navne som “Autumn Leaves”, “Cinnamon Star”, “Lemon Snow” eller “Wintersun”. Selvom de er kønne og alsidige, er der stadig ikke stor efterspørgsel på julestjerner i usædvanlige farver. De fleste vælger at pryde hjemmet med de klassiske røde, hvide og cremefarvede julestjerner, men vil du skabe efterårsstemning i hjemmet med julestjerner i farver som laks, kanel og gul, bør du ikke vente for længe, da disse særlige farver som regel kun fås lige i starten af sæsonen.

God jul!

Mest læste artikler