Derfor skal du tjekke din hunds mund for flåter

De fleste hundeejere ved godt, at hunden skal tjekkes for flåter, når de har været ude at gå tur i skoven. Men hvor mange tjekker egentlig hundens gummer for flåt? Se her, hvornår og hvordan du skal gøre det. 

Flere flåter på hunde end på mennesker

Flåter sætter sig i endnu højere grad på hunde end på mennesker. Det skyldes ikke mindst hundes forkærlighed for at støve rundt i højt græs og anden vegation, der hører til flåternes foretrukne habitat.

Heldigvis er symptomerne på hunde ved bakterier overført fra flåter generelt mindre alvorlige end hos mennesker. Men potentielt kan en hund blive lige så syg som mennesker af flåtbid.

Flåter i hundepelsen

Som hundeejer kan du let komme på overarbejde med at tjekke pelsen på hunden, hvis du jævnligt er ude at gå ture i skov og krat. Flåttjek kan desuden være ekstra besværlige at udføre på langhårede hunde – for ikke at tale om på et overivrigt dyr, der hellere vil lave alt mulig andet end at ligge stille med en fast menneskehånd rundt om dens gab.

Heldigvis kan man gardere sig mod flåter på hunde på flere måder, uden at man behøver at gå til yderligheder. Vi har blandt andet her på disse sider omtalt en naturlig flåtspray baseret på hvid eddike og citron, som man kan sprinkle på sin hund til beskyttelse, inden man begiver sig ud i flåtskoven. Du kan også læse om dyrlægens råd til beskyttelse mod flåter her.

Flåter i munden

Billede fra det amerikanske site Homestead and Survivals facebookside.

Et sted, som de færreste hundejere husker at tjekke, er hundens mund og gummer. Flåter kan nemlig, som billedet tydeligt viser, godt lide at gemme sig i hundens gummer. Der er ingen oplysninger om, hvor hunden på dette specifikke billede har samlet sin flåt op, men et godt gæt er et sted, hvor den har snuset rundt i noget buskads. Hunde sveder og ånder jo ustandseligt ud af munden, så der er stort set fri bane hele tiden for flåterne til at komme ind i mundens varmen og finde en varm plads i tandkødet.

Fjerne flåter fra hundens mund

Finder du en flåt i munden på din hund, så er det en stor fordel, hvis du allerede for andre tilfældes skyld har vænnet hunden til at lade dig tjekke den i munden.

Det kan være vanskeligt at anvende et af de dyrlægeanbefalede flåtkort, som virker så fortrinligt på mennesker. Der findes dog flere velegnede redskaber beregnet til at fjerne flåter fra hunde med. Brug et af disse.

Er du usikker på, hvordan du skal bære dig ad, og sidder flåten et meget ubekvemt sted, så kan det være en god idé at overlade det til en dyrlæge.

En almindelig pincet kan til nøds også anvendes, hvis du forsigtigt trækker flåten ud med en opadgående lirkende bevægelse væk fra det sted, hvor flåten har gravet sig ned. Vær opmærksom på, at du får hele flåten fjernet. Et godt tip er at dreje pincetten 2-3 omgange, inden flåten lirkes væk.

Men undgå at trykke på flåtens bagkrop, da dette kan få flåten til at overføre indholdet til hundens krop, og det er her i bagkroppen, at blandt andet den særligt farlige borreliabakterien trives.

Kilde: Homestead & Survival, littlethings.com

Mest læste artikler