Du skal børste tænder på din hund hver dag

Tandbørstning er vigtigt, ikke kun for os mennesker. Vil du undgå paradentose og andre tandsygdomme hos din hund, skal du børste tænder på din hund hver dag. Vi hjælper dig til, hvordan du bedst kommer igennem tandbørstningen. 

JA – din hund skal have børstet tænder hver dag

Vi børster og børster og børster. Siden barnsben er vi blevet tudet ørene fulde med, at vi skal børste tænder. Og det er både morgen og aften. Men når vi så flittigt børster gebisset, kan det undre, at det samme ikke gælder for vores firebenede venner. Eller gør det? En af vores kollegaer på idényt fortæller, at hun ofte bliver grint af, fordi hun børster tænderne på sin labrador. Men er grinene berettigede?

idényt ringer tanddyrlæge, og præsident for veterinære tandspecialister i Europa, Jens Ruhnau, op.

Til vores første og afgørende spørgsmål, om hunde skal have børstet tænder? svarer han: –  JA, skriv ja med store bogstaver. Din hund skal have børstet tænder hver dag! Faktisk ses karies, huller i tænderne, meget sjældent hos hunde. Et af de store tandproblemer er derimod paradentose, som er betændelse i tandkødet og knoglen omkring tænderne.

Hundeben og mekanisk rensning 

Men vil et hundeben ikke kunne rense tænderne, og dermed undgåtandproblemer som paradentose?

– Alt, hvad hunde tygger i har en mekanisk rensning, men kun på de tænder, der tygges med. Hvis en hund for eksempel kun tygger med kindtænderne, vil det ikke have en virkning på fortænderne. Mange hunde elsker også at tygge og kommer derfor ofte til at tygge for hårdt, så de knækker deres tænder på benet, forklarer Jens Ruhnau.

Ingen vej udenom tandbørstningen

Vil du sørge for en sund mundhygiejne hos din hund, er der ingen vej udenom tandbørstningen. Han anbefaler, at man børster hundens tænder én gang om dagen: – Så får man også set ind i munden og opdaget, hvis der skulle været andet galt, som for eksempel en knækket tand.

Jens Ruhnau børster selv tænder sammen med sin hund hver aften. Han har lige fået en lille hvalp, så der skal lidt tilvænning til: – Men når først man har det, tager det ingen tid.

Din guide til hundetandbørstning 

I samarbejde med Lise Lotte Christensen har idényt sammensat en guide med gode råd til tandbørstning af hunde. Lise Lotte har siden 1997 arbejdet som adfærdskonsulent hos Dansk Kennel Klub.

Sådan børster du tænder på din hund 

Trin 1: Start med at berøre hunden langs halsen og siden. Berør næseryggen, snuden og læberne.

Trin 2: Lad en finger løbe på indersiden af hundens læbe og rør ved tandkød og tænder.

Trin 3: Løft op i hundens læber, mens du ser og berører hundens tænder med tandbørsten.

Gode råd

Ros hunden, når den roligt accepterer din berøring. Gå langsomt frem. De første par gange når I muligvis ikke så langt, men så snart du har “vundet” hundens tillid, vil det gå lettere.

Brug vand eller tandpasta fremstillet specielt til hunde (tilpasset hundens smagssans m.m.) på tandbørsten. Lidt gazebind på fingerspidsen, kan anvendes til at fjerne belægninger.

Hundetandbørster eller tandbørster der kan påsættes pegefingeren forhandles hos de fleste dyrlæger og i dyrehandlen, men en almindelig, blød tandbørste (evt. en børnetandbørste til små racer) kan også anvendes. 

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler