Er du hundeejer? Så skal du kende til denne nye regel

Går du ofte tur med hunden uden at have den i snor? Det skal du ikke gøre. Hundeejere, der ikke holder kæledyret i snor, kan nemlig risikere store bøder, hvis reglen ikke overholdes. 

Slut med at lade hunden løbe frit

Fra maj måned er det næsten helt slut med at gå tur med hunden uden snor. Naturstyrelsen har nemlig besluttet at skærpe tilsynet med hundeejere. Det skriver MetroXpress.

”Vi vil føre et hårdere opsyn. Når vi møder folk, der ikke har deres hunde i snor, påpeger vi det altid, men vi har jo også hjemmel til at opkræve folks navn og adresse og anmelde dem for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven,” siger Naturstyrelsens vildtkonsulent Sven Norup.

De nye regler er en del af en ny kampagne, der har fået titlen ’Flink af natur – hold hunden i snor’ og vil kunne udløse en bøde på 2.000 kroner.

Det kan have store konsekvenser for naturen

Hos Naturstyrelsen håber man, at kampagnen vil øge oplysningen hos hundeejere om skovens vilde dyr, der ikke altid synes om at møde vildtløbende hunde. Det er heller ikke alle mennesker, der synes om at møde en hund, der ikke er i snor, og det skal man, ifølge Naturstyrelsen, tage hensyn til.

”I langt de fleste tilfælde tror jeg, at det er manglende respekt for reglerne. Derudover er der også mange, der ikke er klar over, hvor store konsekvenser det egentlig kan have for naturen.”

”Det er især nu, det er vigtigt, at man har sin hund i snor, fordi alle de vilde dyr ude i skoven begynder at yngle. Hvis der er noget, de ikke har brug for, så er det løsgående hunde.”

Det er dog ikke helt forbi for de hundeejere, der er glade for at gå tur med hunden uden snor. Det vil nemlig fortsat være tilladt for hundene at løbe frit i de såkaldte hundeskove. Derudover vil det i vinterhalvåret også være tilladt at lade hunden løbe frit på strandområder, hvor der ikke er vegetation.

På vielskerhunde.dk kan du se et kort over hvor i Danmark, det er muligt at finde en hundeskov. 

På kampagnens hjemmeside flinkafnatur.dk kan du desuden læse meget mere om de nye regler samt historien bag kampagnen.

Regler for hundeejere i byen

Ifølge Hundeloven er den gældende regel desuden fortsat sådan, at man som hundeejer i byen eller i områder med bymæssig bebyggelse skal holde hunden i snor. Det er altså forbudt at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel, uden at de enten føres i snor eller er i følge med en person, som har fuldt herredømme over dem.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler