Fransk bulldog – 10 ting du bør vide om familiehunden

Den franske bulldog er avlet som familiehund. Derfor er den i dag en af tidens mest populære hunderacer. Den har dog nogle arvelige sygdomme og adfærdsmæssige særpræg, som hundeejere er nødt til at kende til, hvis de vil sikre deres hund et langt og trygt liv.

Fransk bulldog – en stjerne blandt hunderacerne 

Den franske bulldog er en hunderace, der er steget enormt i popularitet gennem de seneste år. Populariteten skyldes måske også, at den har fået et stort tag i kendis-verdenen. Verdenstjerner som for eksempel Leonardo DiCaprio, Hugh Jackman og Lady Gaga har alle ejet eller ejer stadig en fransk bulldog.  

Men hvad er det, der er så skønt ved netop denne type hund? Her får du 10 både sjove, lærerige og overraskende facts om den franske bulldog. 

1. Den franske bulldog stammer fra England

Den lille bastante races geografiske ledetråd i navnet er faktisk vildledende. Den franske bulldog burde nemlig rettelig hedde Den engelske bulldog. Racen har nemlig sine rødder i det engelske.

Den franske/engelske bulldog tog springet over kanalen sammen med blandt andet engelske kniplingshåndværkere. En del af dem udvandrede på grund af arbejdsløshed under den industrielle revolution (18-tallet) til Frankrig, hvor der stadig var efterspørgsel efter deres færdigheder. Nogle af kvinderne medbragte deres hunde, som hurtigt vandt franskmændenes hjerter, og snart var den tidligere anglesaksiske hund mere populær i Frankrig end i England.

Den franske bulldog blev endda den uofficielle favorithund for de franske prostituerede i fin de siècle-periode (før og efter år 1900). Lige siden har Frankrig været racens hjemland. Det var her i det franske, at hunden fik sit navn: “Bouledogues Français” eller franske bulldogs

2. Fransk bulldog avlet som familiehund

Den franske bulldog er en utrolig kærlig og venlig hund, der knytter sig meget til sine ejere. Da avlen på franske bulldogs tog fart, var målet for avlen faktisk bevidst, at hunden skulle være omgængelig og en familiehund. Og det er ikke den eneste fordel ved franske bulldog. Her er yderligere tre afvæbnende ting ved fransk bulldog 

  1. Den franske bulldog kommer oftest utrolig godt ud af det med andre hunderacer.
  2. Fransk bulldog er er en race, der ikke gør meget.
  3. Hunderacen har generelt ikke brug for særlig meget motion.

Racen betegnes i øvrigt også som en “indehund” på grund af en vis kuldefølsomhed. Denne følsomhed gør, at fransk bulldog ikke egner sig særlig godt til at leve ude. 

 
Franske bulldogs er avlet til at være hengivne familiehunde.   

3. Fransk bulldog kan ikke svømme

Hvis du har en pool eller en fiskedam i baghaven, skal du være påpasselig med at lade din lille bulldog løbe alene rundt. Den franske er på grund af sine korte ben og stoute kropsbygning nemlig ikke god til at svømme. Den egner sig derfor eller ikke som kompagnon på badeferien. 

4. Fransk bulldog er god til børn

Den franske bulldog er ikke alene familiehund. Det er også en børnegnet hund. Den franske bulldog elsker at lege og underholde, og den elsker at være midtpunkt og klovner gerne rundt for at underholde de yngste familiemedlemmer. Størrelsesmæssigt er racen også perfekt til børnefamilier:

  • En franske bulldog bliver kun mellem 28-30 cm høj
  • Normalvægten på en fransk bulldog er mellem 11 og 13 kg.  

5. Helbredsproblemer på grund af hovedform

Den franske bulldog tilhører en af de hunderacer, der kaldes brachycephale. Det vil sige, at den har det såkaldte “fladt hovede syndrom”. Hunderacens kortere snude og længere og blødere gane er en abnormalitet, som kan give en fransk bulldog helbredsproblemer. Hovedformen giver for eksempel hunden vejrtrækningsproblemer. En indikator for det er den lille “grynten”, hunden afgiver, når den trækker vejret.

Hundens ansigtsstruktur kan undertiden i kombination med stress og høje temperaturer fremprovokere temmeligt farlige og i værste tilfælde fatale situationer for franske bulldogs. På grund af forholdsvis mange dødsfald blandt franske bulldogs i fly, har flere forskellige flyselskaber faktisk forbudt racen på deres flyrejser.

 
Fordele og ulemper ved fransk bulldog: Den er god og kærlig ved børn, men dens flade ansigt kan være en kilde til alvorlige helbredsproblemer for hunden.  

6. Den franske bulldog elsker at snakke

Det kan godt være, at den franske bulldog er en race, der ikke gør meget, men snakke: det kan de! Og de elsker det. De sammensætter en masse små lyde, gab og gnaskelyde til deres eget lille sprog, Med tiden kan du næsten lære at “snakke” med din bulldog, hvis du gør dig umage og lære at efterligne hundens besynderlige snakken.

Den franske bulldog synger i øvrigt også gerne med, hvis du skruer op for din yndlingssang i stuen eller i bilen på vej i hundeskoven. 

7. En lydig hund med anlæg for dårlig samvittighed

Den franske bulldog er en meget følsom race. Dette medfører, at de tager kritik ret tungt. Hvis du skælder ud på din franske bulldog, vil den tage det meget personligt og ofte hænge med mulen, mens den vandrer brødebetyndet rundt i huset.

Du vil sagtens kunne se, at din hund har dårlig samvittighed. Den franske bulldog reagerer på tilsvarende måde meget begejstret på positivt forstærkende kommentarer og opmuntring.

 
Den franske bulldog er en følsom hund: den skammer sig let, hvis den bliver kritiseret eller korrekset.  

8. Flagermuseører og roseformede ører

Den franske bulldog forekommer med to typer af ører. De såkaldte “bat”-ører, altså flagermusører. De er spidse og opretstående. Og så er der de roseformede ører, som er afrundede, og som hunden kan lægge ned ved nærmest at folde dem ned. Det er de oprejste flagermusøre, der er mest udbredt hos den franske bulldog i dag. 

9. Vægtproblemer – hold øje med vægten

Idealvægten på en fransk bulldog er 12 kg. Eller nærmere bestemt – hunden vil ifølge AKC’s racestandarder blive diskvalificeret, hvis den vejer over 12 kg og deltager i konkurrencen på en hundeudstilling.

Selvom du ikke har intentioner om at tilmelde din franske bulldog til konkurrencer, bør du stadig overholde vægtgrænsen, da den lille hund let kan blive overvægtig. Den franske bulldog elsker nemlig at spise.

Franske bulldogs er samtidig på grund af deres kropsform og deres brachycephale hovedform ikke egnede til lange motions- og løbeture. Derfor kan en fransk bulldog hurtigt få et par kilo for meget på sidebenene. 

10. Franske bulldogs bliver ofte gravide ved insemination 

På grund af racens usædvanlige proportioner, har den franske bulldog en smule vanskeligt ved at parre sig naturligt indbyrdes. Hannerne har svært ved at nå hunderne, og de når ofte at blive overophedede og udmattede, inden parringen nærmer sig klimakset.

Som følge heraf, er et stort antal af franske bulldogs faktisk undfanget ved kunstig befrugtning udført ved dyrelægen.

 
Franske bulldogs kan godt have problemer med parringen, men der kan godt komme nuttede hvalpe ud af anstrengelserne, selvom det ofte sker ved en dyrlæges mellemkomst.  

Kilder: mom, mentalfloss

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler