Græder hunde af sorg?
Det er slået fast, at hunde kan fornemme vores følelser, og at hunde ligeledes selv føler – også sorg. Du har garanteret set din hund med vand i øjnene, men der er ingen videnskabelig sammenhæng mellem tårerne og hundens følelser – altså mellem hundens tårekanaler og hundens hjerne. Mennesker er den eneste race, der græder, som en følge af en sorgmodig følelse.
Hunde er empatiske
Men selv om hunde ikke græder af sorg, er de empatiske dyr, som føler med os mennesker. Hvis vi er kede af det, vil hunde kunne mærke det og helt instinktivt udvise omsorg over for os.
Dette er ifølge en undersøgelse uanset, om der er en relation mellem hunden og mennesket eller ej. Undersøgelsen konkluderer, at det er et indlejret instinkt, som hunden udviser overfor fremmede mennesker såvel som dens ejer.
Derfor kan hunden have tårer i øjnene
Hundens tårekanaler dræner væsken tilbage mod hals- og næseområdet i stedet for at ”græde ud” ligesom mennesker. Så hvis det ser ud som om, din hund græder, kan det derfor være et tegn på, at der er noget galt.
Her er et par eksempler på, hvad din hund kan fejle, hvis den har tårer i øjnene.
Allergi
Ligesom mennesker kan hunde også være allergiske overfor eksempelvis pollen, støv eller bestemte typer madvarer. Din hund kan få lavet en allergitest ved dyrlægen, hvis du mistænker din hund for at have allergi.
Tilstoppede tårekanaler
Tilstoppede tårekanaler ses på hundens øjne, som vil være fugtige. Hvis det har stået på over en længere periode, kan din hund udvikle hudirritation. I så fald skal du kontakte din dyrlæge.
Infektion
Hvis din hunds tårer er gullige eller blodige, og din hund måske har irriterede og hævede øjne, kan det meget vel være en øjeninfektion. Det kræver en tur til dyrlægen for at få din hund i behandling.
Skidt eller ridse
Du kender sikkert selv til at få noget i øjet eller til at kradse dig i øjet, hvorefter det løber i vand. Det samme kan ske for din hund. I så fald vil tårerne dog stoppe hurtigt efter. Bliver det ved, skal du søge dyrlæge.
Så når det ligner, at din hund græder, er det altså højst sandsynligt fordi, der er noget galt. Så hold øje med din hund, hvis du ofte ser en tåre i øjenkrogen, og kontakt dyrlægen, hvis du er i tvivl.