Må hunde komme med ind i butikker og restauranter?

Tager man sin hund med ind i en butik eller en restaurant, kan man risikere at blive smidt ud. Lader man den stå udenfor, kan det hænde, at den bliver stjålet. Så hvad gør man? Og hvad er reglerne? Læs dem her. 

Flere hundetyverier

Det er i de senere år blevet mere presserende at få afklaring på reglerne for hunde i butikker og restauranter. Antallet af hunde stjålet uden for butikker er nemlig stigende.

For 10-15 år kunne man trygt efterlade sin hund i snor uden for en butik. I dag kan man ikke være sikker på, at hunden stadig står og venter udenfor, når man kommer tilbage fra sine indkøb.

Navnlig små racer som chihuahua og mops er i høj kurs hos hundetyvene. Blandt andet derfor er det en god idé at sætte sig ind i, hvad butkkernes og serveringsstedernes kæledyrspolitik er. Desværre er det ikke helt så enkelt, som man kunne ønske sig. 

Fødevarestyrelsens regler

Fødevarestyrelsen har ganske vist ret klare regler for hunde i fødevarebutikker og restauranter. Her er hovedpunkterne i kortform:

  • Kæle- og servicedyr må ikke få adgang til butikker, hvor de kan kontaminere fødevarer. Derfor er det grundlæggende ikke tilladt at tage hunde med ind i supermarkeder og andre fødevarebutikker.
  • Der kan gøres undtagelser for denne regel for handicappede personer, der er afhængige af et såkaldt servicedyr.
  • Både kæle- og servicedyr kan opnå tilladelse til at opholde sig i serveringsområderne i restauranter og spisesteder, hvis restauranterejeren er indforstået med det. 

Der er med sikkerhed mange hundeejere, der kan diske op med historier om tilfælde, hvor de uden problemer har haft deres hunde med i supermarkeder (i en taske f.eks.). Men reglerne er klare: personalet og butiksejeren har til enhver tid ret til at bortvise en hundeejer med hund i en butik med fødevarer. 

I restauranter er reglerne for hundes ophold lidt mere lemeplige. Hunde kan nemlig godt tilllades at opholde sig ude ved bordene og i serveringsområderne, men også her står det frit for personalet og restaurantejeren at bortvise en hundeejer med hund fra restauranten, hvis dette er restaurantens politik.

Regler for hunde i butikker uden fødevarer

Sagen bliver lidt mere speget, når det gælder butikker, der ikke beskæftiger sig med fødevarer. Grundreglen er her, at det er op til den enkelte butik at afgøre, hvad man vil tillade.

Der kan derfor være en god idé at forhøre sig inden besøget hos den enkelte butik, om du kan få lov til at tage din hund med i en snor, taske eller kurv i butikken. 

Problemet er dog blandt andet, at selv meget store butikskæder ikke opererer med faste regler. Derfor er det er ofte op til den enkelte butiksbestyrer i butikskæderne at opstille individuelle regler for hunde i forretningen. 

Liste over hundetilladelser i butikker

Forbrugerbladet Samvirke har forhørt sig rundt omkring i næringslivet og på den baggrund sammenstillet en liste med retningslinjer for hundeejere:

1. Storcentre. I næsten alle storcentre er hunde ikke tilladt. Der er dog ganske få centre, der kan gøre undtagelser, hvis hunden befinder sig i en taske. Det drejer sig ifølge Samvirkes rundspørgning om Bruuns Galleri i Århus, Fields på Amager og Rosengårdscentret i Odense.

2. Butikskæder, der ikke har en klar politik for hunde. I disse butikskæder er  afgørensen op til den enkelte butiksbestyrer: alle Bestsellers butikker (bl.a. Jack & Jones, Vera Moda, Vila og Bianco), Inspiration, Kop & Kande, Sportsmaster, BR, Toys’R’Us.

3. Butikskæder, hvor hunde ikke er tilladt: H&M, Jysk, Intersport.

Konklusion er, at det i et vist omfang er wild west for hundeejere derude: noget må man, og andet må man ikke, og det er ikke altid lige logisk – hvorfor og hvorfor ikke. 

Kilde: Samvirke, Fødevarestyrelsen, DR.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler