Der er mange ting at forholde sig til som ny hundeejer. En vigtig ting at huske er at træne hunden til en hverdag, hvor familien er væk fra den og hjemmet. At blive forladt pludseligt kan nemlig føre til separationsangst, hvilket, ifølge dyrlæger, desværre er et relativt almindeligt problem blandt nutidens hunde. Det skriver Royal Canin i en pressemeddelelse.
– Hunde er af natur flokdyr og har sociale behov. Det er vigtigt, at hvalpen føler sig tryg i sin nye flok, men også at den er i stand til at føle sig tryg uden din og familiens tilstedeværelse. Selvom det er fristende at være ved hunden konstant, når du er hjemme, er det vigtigt at begynde at opbygge en daglig rutine, der også fungerer til en arbejdsdag, når du forlader hjemmet, siger dyrlæge Steen Petersen.
Sådan træner du din hund:
- Begynd med at træne med det samme: Jo tidligere jo bedre, men altid med måde. Først korte stunder for så langsomt at forlænge tiden til det, som din hverdag kræver. Hvis du ved at familie og venner vil hjælpe til med at lufte din hund, bør denne træning også begynde i god tid.
– Øv dig på, at hvalpen skal være i et rum ved siden af det, du er i. Her kan du få hjælp af et kompostgitter eller en babyport, som du sætter i døråbningen. Derefter skal du forlade hjemmet i kortere perioder, der gradvist bliver længere, siger Steen Petersen.
- Opret et sikkert sted: Hunden behøver ikke have adgang til hele hjemmet, mens du er væk. Det er muligt at begrænse området til et sikkert rum, hvor hunden har et roligt og behageligt sted at hvile. Efterlad gerne noget sikkert legetøj, som hunden selv kan lege med.
- Udhvilet og aktiveret: Sørg for, at hunden er ordentligt udhvilet og har modtaget mental stimulering gennem leg og træning, inden du lader den være alene. Vælg en aktivitet, der ikke stresser din hund. Hvis du har tilbudt det, er det mere sandsynligt, at hunden tager en lur, mens du er væk, eller i det mindste har lettere ved at slappe af.
- Bind ikke hunden til dig gennem kram og ømhed, lige inden du går: Gør aldrig en stor ting ud af at forlade hunden eller at komme hjem til den. I stedet er det bedre at give hunden en uafhængig opgave at løse, såsom at søge efter madstykker.
- At forlades betyder noget godt: Giv hunden noget, som den kan aktivere sig selv med, når du forlader hjemmet. Hunden lærer snart, at der også er noget behageligt forbundet med at være alene. Bed hunden om at vente, og skjul nogle madpiller i rummet eller rundt om i hjemmet. Når du er klar til at træde ud af døren, siger du værsgo, farvel, og derefter forlader du hjemmet uden drama. Hunden kan nu begynde at søge efter madstykkerne. På den måde stimuleres hunden til at bruge sin næse og hjerne.
- Få hjælp fra en ekspert: Hvis du mener, at din hund lider af separationsangst, bør du kontakte en ekspert i hundeadfærd. Separationsangst kan forebygges og også behandles.