Staffordshire bull terrier: En loyal og kærlig familiehund

En Staffordshire bull terrier er en skøn hund med masser af personlighed og styrke. Den er perfekt til hjem med små børn, og der er intet den hellere vil end at være en integreret del af familien.

Hvad kræver det at have en Staffordshire bull terrier?

En Staffordshire bull terrier er en mellemstor, sød, glathåret og energisk hund, der trods sin størrelse er stærk og adræt. Det er en intelligent og meget social hund, der hellere end gerne vil hjælpe til med alt, hvad dens ejer laver. Den vil med andre ord gerne være med ligegyldigt om du ser tv, tømmer opvaskemaskinen, går en tur eller kører i bil.

Netop evnen til at flade ud og slappe af foran fjernsynet, gør den til en storartet og populær familiehund, men det er vigtigt, at man som hundeejer er indstillet på, at hunden skal accepteres som en del af resten af familien. Den vil nemlig ikke trives med at være forvist til entréen om natten, eller ikke at måtte opholde sig i samme rum som dens ejere.

Du skal købe en Staffordshire bull terrier:

  • Hvis du vil have en hund, der ligner en lille Pit bull.
  • Hvis du vil have en hund, der er god med børn.
  • Hvis du vil have en hund, der ikke er aggressiv overfor fremmede.
  • Hvis du vil have en hund, der er energisk og trives med fysisk aktivitet.
  • Hvis du vil have en hund, der er en del af familien.

En kærlig og loyal familiehund

Det kan godt være, at det er en hund, der ser sej og ”hård” ud (selvom den ikke er så stor), men det skal man ikke lade sig snyde af. En Staffordshire bull terrier er nemlig enormt kærlig og meget loyal – særligt overfor familiens børn. Det er dog vigtigt, at børnene kender hundens grænser – noget som lidt ældre børn hurtigt kan fornemme.

Det kan være en fordel at lave en solid indhegning af hele haven, hvis man bor i hus. En Staffordshire bull terrier vil nemlig hurtigt føle sig fristet til at tage kontakt til alt og alle, der skulle finde på at gå forbi. Hunden er meget nysgerrig, men ikke agressiv. 

Generelt er Staffordshire bull terrier kendt for at være godmodige, tålmodige og kærlige hunde, men ligesom hos alle andre hunde, så spiller opdragelsen af hunden en afgørende rolle.

At opdrage en Staffordshire bull terrier

Det kan godt være lidt af en mundfuld at træne en Staffordshire bull terrier. De er stædige, og selvom de elsker deres ejer meget højt, så er det en hund, der har en tendens til at være ret egenrådige. 

For at opdrage en Staffordshire bull terrier på bedst mulige måde, skal du sørge for at være tålmodig og særdeles standhaftig. Der er nemlig tale om en hund med en helt ekstraordinær viljestyrke og intelligens.

Du skal træne hunden med 100% fastholdelse og konsekvens. Det kan være en rigtig god idé at lade hunden løbe frit inden en træningstime for at komme af med noget energi, så den kan være koncentreret, fokuseret og klar til at lytte efter.

Kontakt med andre hunderacer

Når en Staffordshire bull terrier (også kaldet en SBT) møder andre hunderacer, kan man godt risikere at reaktionen er noget voldsom. Hvis den synes, at andre hunde udfordrer den, så vil den på intet tidspunkt tøve med at træde ind i konfrontationen. Det er vigtigt, at man sørger for at den socialiseres med andre hunde som hvalp, da den ellers vil have en tendens til at være ekstra mistroisk overfor fremmede hunde.

Du kan hurtigt få øje på om din Stafford føler sig udfordret af en anden hund. Den vil gå på stive ben og med halen højt løftet. Det er meget vigtigt, at man som hundeejer sørger for, at det ikke udvikler sig mellem to hunde. En Staffordshire er nemlig i besiddelse af en meget stærk kæbe, der kan gøre seriøs skade på den anden hund.

Sådan skal en Staffordshire bull terrier passes

Én gang om året skifter Staffordshire bull terrieren al sin pels. Derudover fælder den en smule i løbet af året. Sørg derfor for at børste pelsen regelmæssigt. Det vil nemlig holde løse hår under kontrol.

Det er ikke en hund, der har tendens til at lugte. Man anbefaler derfor, at man kun nøjes med at bade den, når det er nødvendigt.

Sørg desuden for at tjekke ørene regelmæssigt for infektioner, irritation samt ørevoks. Rens hundens ører regelmæssigt med en godkendt renser og vat. Børst hundens tænder mindst én gang om ugen for at undgå sygdomme i gummerne. Og så skal man som hundeejer også sørge for at trimme neglene på hunden en gang om måneden. Det er dog kun nødvendigt at gøre, hvis hunden ikke selv slider neglene ned naturligt.

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler