Det SKAL du vide før du køber kat

Drømmer du om at få en kat i hjemmet? Så er der flere overvejelser, du skal gøre dig, inden du byder den lille hårbold velkommen. Vi har samlet de fem vigtigste ting, du skal vide, før du køber kat her. 

Katten er et dejligt kæledyr. Den har sin helt egen personlighed, den bringer hygge og liv til hjemmet – og så er den meget selvstændig. Men hvis du går med tanker om at byde en kat velkommen i dit hjem, er der nogle vigtige ting, du skal overveje, før du tager ud og køber. 

Vi har samlet de vigtigste ting, du skal vide, før du køber en kat her. 

1. Hvilket liv kan du byde en kat? 

En kat kræver ikke det samme af sin ejer som en hund gør. Men selvom katten er kendt for at være et selvstændigt individ, har den stadig brug for et stabilt og kærligt hjem, hvis den skal have et godt liv.   

Hvis du heldig, kan din kat blive 18-20 år gammel. Derfor skal du overveje, hvilket liv du kan tilbyde en kat. Har du tid til den, har du plads til den, og har du råd til den? 

Lær at forstå kattens kropssprog

2. Har du råd til en kat? 

Kattekillinger kan koste fra ingenting, hvis du vil have en almindelig huskat og op til flere tusinde kroner, hvis du ønsker en racekat. Men selve omkostningen ved at købe en kat er den mindste del.  

Når først du har fået din nye hårbold med hjem, er der nemlig løbende udgifter til foder, dyrlægeregninger, pasning, kattepensionsophold og forsikring. Du får også brug for foderskåle, kattebakke, transportkasse, børster og legetøj – og det skal udskiftes i løbet af kattens liv.

Vaccinationer

Når din kat bliver vaccineret, opnår den beskyttelse mod alvorlige sygdomme. Derfor bør din kat både vaccineres flere gange som lille, og med regelmæssige mellemrum som voksen. Derudover skal du medregne udgiften ved at få kastreret, steriliseret og ID-mærket din kat. Her kan du læse alt, du skal vide om sterilisering og kastrering af katte.

Det er også en god idé at købe en sygeforsikring til din kat, for det kan hurtigt blive dyrt, hvis den bliver syg eller kommer til skade.  

3. Skal den være en racekat eller en almindelig huskat?

Både racekatte og almindelige huskatte er dejlige, og det er helt op til dig selv, hvilken slags du helst vil invitere ind i dit hjem. 

Du skal dog være opmærksom på, at de enkelte racer er meget forskellige både af temperament og udseende – og der er nogle racekatte, der har et meget roligt temperament, og egner sig bedre til at være indekatte end andre. Hvis du er i tvivl om, hvilken race der passer godt til dig, kan du finde de 10 mest populære katteracer her. 

4. Skal den være inde- eller udekat?  

Hvis du bor i hus, skal du også overveje, om dine naboer har lyst til, at din kat løber frit omkring og besøger – og måske besørger i – deres have. Hvis ikke, kan du eventuelt indhegne hele din have eller et mindre område, som katten frit kan løbe rundt i. 

Katte kan godt holdes inde, især hvis de er vant til det fra de er små. Men hvis du bor i lejlighed, skal du sørge for at sikre dine vinduer og altan, så din lille ven ikke kan falde ned. Selvom man siger, at katte altid lander på benene, kan de både komme til skade eller blive væk, når de falder ud af åbne vinduer og altaner. Du kan blive klogere på, hvordan du holder din kat væk fra vindueskarmen her. 

Indretning til din kat 

En indekat kan ikke udfolde sin naturlige adfærd på samme måde som udekatte kan. Hvis din kat kun skal færdes indenfor, skal du derfor være forberedt på at bruge tid på at aktivere den. Mange indekatte bliver for inaktive, så det er vigtigt, at du indretter dit hjem, så katten bliver stimuleret i løbet af dagen.

Der skal være mulighed for, at katten kan hoppe eller klatre til udsigtsposter og hvilepladser højt oppe – og så den skal have legetøj og kradsetræ. Hvis din kat bliver for inaktiv bliver den nemlig tyk, og det kan give den lidelser som diabetes og ledsmerter. 

Disse planter er giftige for din kat 

Forskellige karakteristika

Du skal også være opmærksom på, at det ikke er alle katte, der egner sig til at være indekatte eller udekatte. Der findes utrolig mange forskellige racekatte med hver deres karakteristika, så det er en god idé først at undersøge, hvilken kat der passer til dig – både med hensyn til udseende og temperament.

5. Hvad skal du købe? 

Der er en del ting, der skal være på plads, før du byder din nye, pelsede ven velkommen til dit hjem. Her har du en liste over ting, der er nyttige at anskaffe:

  • Foderskål
  • Vandskål
  • Foder
  • Kattebakke
  • Kattegrus
  • Kattebakkeskovl
  • Transportkasse
  • Katteseng
  • Kradsebræt
  • Legetøj
  • Kattemalt
  • Evt. halsbånd og sele
  • Flåtfjerner
  • Børste

 

Kilde: Kattens 9 liv

Pinterest Instagram Print

Mest læste artikler